Tilbage i Kirgistan

Sary Tash er den første Kirgisiske by vi kommer til efter at have krydset grænsen til Kirgistan og det er også her jeg skal tilbage for at komme mod den kinesiske grænse der ligger ca. 50 km. mod øst. Det er bare en lille landsby men også den østlige port mod Pamir The Wakhan Corridor, så et mødested for bikere der lige skal samle modet og kræfterne til at begive sig i gang med den ultimative udfordring som motorcyklist. Vi kom jo fra den modsatte side hvor det er Dushanbe der er starten på Pamir. Vi ville gerne finde lidt by at bruge de mange dage i inden Kina så vi valgte Osh, hvor der også er et par motorcykelforhandlere der kan hjælpe hvis vi trænger.

Suki har nu ca. 19.000 km på tælleren og således 17.500 km siden Danmark og jo det begynder at sætte sine spor specielt da efter de 1600 km. grus/sten/sand og huller som kunne bruges til swimmingpools på the Corridor. Vi bookede os ind på Samira Hostel i Osh. Et dejligt sted med gode senge og egne værelse og særdeles rent og pænt og ikke mindst en rigtig god bruser med varmt vand og nok af det. Turen fra Sary Tash hertil var godt 250 km. på rigtig fine veje og et par bjergpas på 4600 m hvor der var hylekoldt, men det var så dejligt at mærke at Suki virkede rimeligt solid og stabil på ganske almindelige veje på trods af de rysteture den havde fået.

På Samira hostel gik den store rengøringstur af hende i gang for er der noget jeg hader er det en møgbeskidt motorcykel. Så efter et tip fra George om et vaskested med sæbe højtryksrenser og god plads brugte jeg en dag på at nusse pudse den. 

Og ja for katten da: Da vi kom til hostellet pænt sent var porten lukket og vi tænkte har er det nu ikke til at komme ind men porten gik op og fandme om ikke det var min gamle ven fra mit polske hold i Bukhara og Samarkand i Uzbekistan der stod der og lukkede porten op: George fra Grækenland, verdens skønneste og herligste gut. Jamen jeg blev da fuldstændig overrasket og glad indeni. Så mega krammer og: ”Hva satan din gamle svinger…. Er du her”? Ja sgu da, og jeg har bajere. Det skal vi satme fejre. Nej hvor blev jeg glad for at se ham. Og han er en super mekaniker, der hjalp mig med at få skiftet luftfilter og justeret lyset på Suki også støddæmperne skulle genjusteres og efter en langs dags service og vask var Suki helt oppe at ringe igen. 

George var dog lidt stuck her fordi han ikke har Kina visum og det er ved at være for koldt at køre Mongoliet Rusland nu, ganske enkelt for sent på sæsonen. Og jeg må da også sige nu begynder jeg at glæde mig til lidt varme igen i Indien, og det får vi med garanti også til fulde der. Her i Osh er temperaturen ca. 15 grader og der er hylekoldt om natten og ingen varme på rummene på hostellet og kun lagener. Så sove i skiundertøj og evt. soveposen. Den prøver jeg at undgå så længe som muligt da det giver mig en klaustrofobisk fornemmelse at være spærret inde i såån en.

Vi har nu været i 5 dage her i Osh og det begynder at blive pænt kedeligt. Boris har vi sagt farvel til, han er draget mod Uzbekistan, så der er James George og mig og endnu en englænder Chris. En ældre fyr der er lidt af en Kloge Åge. Han har rejst meget og har stor erfaring men kan godt blive for meget bedrevidende med svar på alt så vores erfaringer betyder intet og dem gider han ikke høre på. Ja I kender sikkert typen og han læser sikkert også det her, men det er jeg nu ligeglad med. Han har sgu godt af at få at vide at han godt kan være pænt irriterende. George hjalp mig med motorcyklen. Vi fik skiftet luftfilter og justeret lyset. Nu pænt bøvlet tanken skulle af og efter alt samlet havde vi 2 skruer i overskud!! Af med banditten igen og så fandt vi de 2 huller der manglede skruer men så var der 1 i overskud. Hva faen. Nå endnu engang og det blev løst. Så spurgte jeg George om han havde fjernet den lille klud han havde puttet i indsugningen for at der ikke skulle komme skidt i motoren. Nej det havde han glemt Uargggkk så 3. gang af med tanken , men nu havde vi styr på skruerne og endelig finito Job done. 

James og jeg brugte en hel dag på at finde div. stumper/items vi manglede. ” 2 hængelåse, SD kort til GO pro, Lim, Skosværte, underbukser, 2 pakninger, lappegrej til luftmadras og der var flere småting og det lykkedes os faktisk at finde det hele på et mega kæmpe marked i byen. Nej for dælen det var stort men fint fordi det var ikke turist orienteret så ikke et marked med de samme T-shirts i hver anden bod. Der var alt simpelthen alt og jeg tror det var byens forretningsliv for der var næsten ingen reelle butikker, men vel ca. 2000 boder hvor der var en specialist for alt. Det lykkedes mig faktisk at finde en bod der var ekspert i bokseudstyr. Et udvalg af ca. 50 sandsække, punch bolde, plethandsker boksehandsker og boksestøvler. Der var en specialist i søm og skruer, en i nedløbsrør, en i save, en anden i økse, og en 3. i børster. Og det var tydeligt at de ikke blandede tingene sammen, så det blev sådan et gedemarked som i en dansk tømmerhandel, der både sælger slik og træsko og håndklæder. Synes fandme det var var dejligt at se. Dvs. der er plads til alle de små uden at en kæmpemastodont som f.eks Silvan der dræner alt liv og iværksætteri. Jeg synes det er langt mere sympatisk med mindre enheder der har sin specialist som ved hvad han/hun  handler med.

Nå jamen. Vi har jo stort set prøvet alle byens restauranter og fået snakket alt igennem og vi har endnu ikke lykkedes med at finde bacon hvilket de har joket pænt meget med. Det  er ved at give mig alvorlig neuroser og trækninger i ansigtet 2,5 mdr. uden bacon. Det er virkelig slemt, men vi er jo i Muslim land og her er grisen jo ikke lige det mest populære dyr så glæder mig til Indien hvor det jo så bliver oksesteaken der kommer til at mangle med de hellige køer. Sgu da for åndssvagt med et religionspis. Hva skaet te for?? 

Vi har fundet et lille nej faktisk ret stort sted Dolce Vita, der laver god mad i alle variationer, gode burgere/Pizza/Sushi og gode steaks med en bar ovenpå med musik og dans så der har vi jo så været adskillige gange men umuligt at opdrive bacon. En dag lavede George Pasta Carbonara og der skal jo bacon, i men det lod sig ganske enkelt ikke gøre så det endte med oksepølsestumper og det er bare ikke det samme men dog et absolut hæderligt forsøg og det smagte ganske godt og hyggeligt at lave mad med ham. 

Kedsomheden begynder dog at sætte sit præg på dagen når der koldt og vi ligesom har fået løst vores manko opgaver med motorcykler/tøjvask og skaffet de ting vi manglede. Jeg har stadig ca. 10 dage til Kina og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal lave i den tid så tiden går med at drikke kaffe og snakke med de andre gæster på hostellet smøge den og få skrevet lidt her tll bloggen. Jesper sendte mig noget statistik fra bloggen i går. Der har været over 10.000 unikke besøgende på bloggen og et dagligt besøgstal på i gennemsnit 280 besøgende. Det er da helt vildt og gør mig glad at folk gider læse om min lille tur verden rundt. Tak alle sammen.

Det kan nu godt være at skriveriet bliver lidt reduceret de kommende dage da jeg ikke oplever så meget lige for tiden, men mon ikke der kommer lidt gang i den igen når Kina og Pakistan står for tur. Det bliver spændende og unikke lande at besøge. Specielt Kashgar i Xinjiang provinsen er et unikt sted som ikke mange får lov at besøge ligesom Karakoram Highway og Islamabad i Pakistan bliver dødspændende at besøge. Så en lille pause herfra indtil oplevelserne igen kommer rullende. 

Lige en lille tilføjelse. James og jeg kom i snak med et par unge piger på en burgerbar. De sagde hello and how are you og de var studerende på et nærliggende universitet og læste engelsk og ville gerne snakke med os. Vi spurgte lidt ind til levevilkårene her i Kirgisistan. Vi har bestemt indtrykket af at det er et land i en rivende udvikling kraftigt på vej mod den vesteuropæiske livsstil med stor enheder internet infrastruktur der er begyndende lignende noget vi kender hjemmefra, men de vil væk herfra og som de siger det vil alle unge mennesker, der er for sølle og for dårligt at være og leve her og de vil gøre alt for at komme væk. Det er kloge intelligente og veluddannede mennesker med de der asiatiske træk, lidt stål ansigts look fra Rusland og jeg tænker på Uyanga der jo også ville væk fra Mongoliet men er man væk så vil man også tilbage igen. Da jeg mødte hende i Budapest var hun blevet tilbudt gode stillinger i Tyskland men nej, nu havde hun været længe nok væk og ville bare hjem på trods af at hun jo nu netop havde de muligheder som andre ville give deres højre arm for og sådan er vi vel alle sammen uanset hvor faen man kommer fra. Så vil man hjem igen på et tidspunkt. Tænker også her på damen jeg mødte der var på vej hjem til Kabul i Afghanistan på trods af en god og stabil tilværelse i Canada. Vores hjemland slipper vi aldrig nogensinde. Derfor tror jeg heller ikke vi skal være så bange for immigrationerne til vores land. Hvis folk kan så drager de hjem igen når vilkårene er til stede for en acceptabel tilværelse.