Pamir highway Tajikistan

Dushanbe Tajikistan

Som tidligere fortalt ankom jeg til Dushanbe den 28. august ret sent om aftenen med mine 2 Barcelona buddies Henrico og Walter. Vi bookede os ind på Green house hostel og her var en del andre MC rejsende og cykel rejsende så en masse snak i den hyggelige gårdhave. Det havde været en lang tur fordi min nattesøvn stadig var på efterslæb efter drukturen med den flok kazakhiske motorcyklister, og på de hostels er folk bare på tæerne tidligt og skal videre, og da vi som regel sover på store sovesale vågner man tidligt når folk begynder pusle og morgenhoste/prutte. Jeg kom godt i snak med en gut James fra England, der også som mig er alene på motorcykel. Jeg besluttede at rykke ud af hostellet for at få en god nattesøvn på et nærliggende hotel og også få lidt alenetid. Det kan godt være lidt belastende at være sammen med mange mennesker hele tiden. Jeg aftalte med James at vi ville snakke sammen morgenen efter og se om vi skulle køre mod Pamir sammen. Jeg fik en mega morfar om eftermiddagen og var så ude at få lidt god mad og kigge på byen om aftenen. 

Dushanbe at nighttime var da virkelig fantastisk at opleve aldrig har jeg set så flot en by. Den var oplyst efter alle kunstens regler i alle mulige farver. Og et liv af mennesker på de flotte oplyste aléer. Alle de flotte bygninger var med oplyste facader og der var uden at overdrive vel 1000 springvand i alleer på 500 meters længde og med vandet oplyst i forskellige farver. Jamen jeg siger jer det var virkelig en oplevelse at se det. Jesper havde sagt jeg skulle se the flagpole off Dushanbe som skulle rage op over hele byen og verdens højeste flagstang med verdens største flag. Desværre var det lidt diset og helt vindstille så synet var ikke som håbet men alligevel. Det er ligesom alt krudtet på det her land det er brugt i Dushanbe. Mennesker er flotte i tøjet og børnene har fint tøj på. Ret utroligt når man tænker på at en normal løn hernede er 100 dollar om måneden, men det er ligesom når man er ude, skal det matche byen og så er det det ret sølle derhjemme. Det er utrolig billigt og med en vesteuropæisk indkomst kunne man leve som en konge hernede. Jeg fik en gang spaghetti bolognaise, en stor øl og en kaffe Americano og det var så godt, markant bedre end derhjemme. Hele marmeladen til 14 kr. og så med udsøgt service oveni.

Om aftenen trissede jeg rundt og dumpede ind på en fortovsrestaurant rigtig fin og flot med flotte udsmykninger og super duper service, en steak og lidt fritter et par whiskey sjusser og så en isdessert med kaffe 40 kr. og så ville jeg kigge lidt på nattelivet og kom forbi en natklub og kiggede ind. Det var en alm. Torsdag aften så man skulle ikke tro der var folk i byen men det skal jeg da lig hilse og sige der var. Natklubben var fyldt af dansende festglade mennesker så det endte selvfølgelig med at jeg hang ud der et pænt stykke tid og en 3 – 4 sjusser senere nappede jeg en 5kr taxa hjem, så min plan med at være frisk til dagen efter holdt ikke helt stik.

Mod Pamir

Jeg vågnede dog alligevel ret frisk og skrev til James at jeg var klar på at slå følgeskab med ham på vejen rundt Pamir og vi mødtes på Green House hostel kl. 10.00 og James havde fået følgeskab af Boris fra Frankrig. Så nu var vi en 3 guys gruppe igen. Det var superfedt og vi havde nogenlunde samme køremønster og speed. Så vi satte afsted med fyldte tanke både bikenes og vores. 

Ret kort efter begyndte en masse vejarbejde og da vi var kommet ret sent afsted var det pænt træls at vi fra starten var lidt bagud. Målet var Vose en lille by tæt på grænsen til Afghanistan. Vejen blev dog bedre og det gik okay indtil vi ramte floden der er grænsen mellem Tajikistan og Afghanistan. Så blev vejene rigtig rigtig skidte og efterhånden blev det også tæt på mørkets frembrud. Jeg var træt som i virkelig træt og havde virkelig svært ved at se ordentligt, så det var bare en rigtig rigtig hård tid for mig. De andre var også trætte men dog ikke ramt som mig. Endelig dukkede Vose op og det var for mig en befrielse og vi bookede os ind på et hotel allerførst i byen eller det der lignede en by af en eller anden slags. Gud i himlen hvor var jeg kørt totalt i brædderne.

Vose til Kaleikhum

Kaleikhum var den nærmeste by på vejen mod Pamir og det var således et skulle nå mål og der var 280 km og således igen en lang dag på hesten. I starten var vejene ganske gode men så blev det lort igen som i rigtig lort og for det ikke skal være løgn så parkerede jeg biken på sidestøttebenet uden at få den sat i gear, hvilket jo resulterede i at den rullede af sidestøttebenet og væltede og brækkede den ene fodhviler af. Et støbt aluminiumsbeslag brækkede bare som en tændstik. Og det er næsten det værste der kan ske. Fordi det kræver top ekspertise at svejse støbt alu. Pis pis pis men jeg tror simpelthen det er træthed der gør at man ikke bruger øverste etage for kort forinden tabte jeg Suki og lave en stor bule i sidetasken. Så en Thyge Brages dag af de store øv øv øv. Men helt klart var fodhvileren det store problem. Også fordi vi havde en lang dag dagen efter igen igen. Nå det skal dog siges at vi havde de mest fantastiske udsigter til Afghanistan hele vejen. Vi kunne faktisk se mennesker gå rundt derovre mange gange. Dælme for crazy. Vi kom til Kaleikhum ret sent. Der havde været mørkt pænt længe, så det var en befrielse at få noget mad og drikke og ikke mindst hvile. Jeg tror at spekulationerne over hvordan faen jeg skulle få fikset fodhvileren dræbte al energi i mig.

I den lille by Kaliekhum var der ikke nogen der kunne komme op med en løsning. Så vi besluttede at trille mod Khorugh, hvor der skulle der være en ekspert der kunne klare ærterne for mig. Så endnu en lang dag på hesten, men hvor var det dog flotte udsigter overalt. Mega bjerge og super flotte udsigter langs Panj floden der grænser mod Afghanistan i mere end 1000 km. Det er så vildt at se. Suki kæmpede vildt med mig på ryggen. Jeg havde for meget vægt bagpå og støddæmperne bankede i bund igen og igen. Det var hårdt ved mig at mærke at det bare blev værre og værre med min inderbagskærm der snart var helt væk af at være skrabt på af baghjulet der igen og igen skrabede imod. Det noget større knopdæk raspede bare mere og mere af inderbagskæmen væk. Jeg var nødt til at holde hastigheden pænt nede for at undgå de voldsomme og skrælkindjagede lyde fra bagenden af Suki. Så en dag der havde opture med naturen af imponerende dimensioner og det modsatte med 280 km uden fodhviler og en bike der synes at begynde halte lidt mere end hvad jeg synes var godt. Som en lille opmuntring til mine manglende off road evner lavede james en lille Award til mig på telefonen. Og sendte til mig idet det faktisk lykkedes mig på ret forbilledlig vis at køre over en lille flod med et ben på fodhvileren samtidig med at jeg gav high five til en lille pige og med et frie ben fik sparket en hund væk der ville angribe mig. Det synes James var en award værdig og den ville jeg gemme som bevis på fantastiske motorcykel køre evner 😊

Pamir Lodge i Khorugh var vores mål for natten og så forhåbentlig en fodhviler løsning i morgen. Det var sådan et rigtig backpacker sted med rigtig mange cyklister men også en 5 – 6 biler som kørte Mongol rally. Det løb der ender efter en tur gennem Mongoliet. Tror der er mange gutter der ser det som en kæmpe udfordring at klare det i en lille bil. Lidt tjek på I-overlander gav os 4 mulige steder der kunne hjælpe med fodhvilerne og første sted var technical university of Tajikistan en slags teknisk skole for mekanikere. De var super skarpe her og efter et par timer havde de fikset en midlertidig super løsning på fodhvileren. Dog ingen svejsning. Det kan ikke holde sagde de og det måtte jeg bare tro på. Men hvor var det en forløsning at få det klaret og vi kunne sætte afsted mod den rigtige Pamir Highway. Hvor ordet Highway kommer fra fatter jeg dog ikke for de fleste steder er det en sti i bedste fald en god sti. Der er dog en kæmpe fordel som er, at der næsten ingen lastbiler er her og det er dem der kører de andre veje i total smadder. Så selvom det bar er en sti er der slet ikke de der mega potholes overalt der smadrer Sukis støddæmpere og min røv, så det var rigtig dejligt ikke at køre med en konstant skræk for at banke i de der forbandede potholes. Jeg måtte dog alligevel lige bide i græsset en gang, eller som det er her, sandet. En gevaldig gang helt fint løs dyb sand er det mest umulige at styre en motorcykel i og sådan en strækning røg vi lige i og så gik jeg på røven og det værste er at James fik filmet det hele på GoPro så jeg skal nok ligge det op når vi engang får noget internet, som der stort ikke er fungerende hernede omkring.

Jeg må dog hovere lidt for jeg fik faktisk lært at køre gennem det der dybe sand. Fidusen ligger i at få sig lænet godt tilbage og tage vægten far forhjulet og så bare give den noget gas og power igennem. Det kræver bare lidt nosser de første gange. Igen må jeg bare sige, hvor er det flot her. Man må bare bøje sig helt ned i støvet og sige for den hvor nogle scenarier. Man taber fuldstændig skuffen af benovelse over at noget kan være så flot. Fra Pamir Lodge i Khorugh mod Ishkashim. Gutterne havde lovet den gamle her en kort tur efter at have kørt 280 km med en fodhviler hvilket er en bedrift i sig selv mente de så 100 km til næste stop. Det mest herlige lille guesthouse med en krofatter der var stolt som en pave af sit sted og det var også superfint og pinligt rent overalt. Så et dejligt bad en god gang mad og en lang nattesøvn så er vi klar til at æde et par hundrede kilometer af Wakhan Corridor igen. Men med bedre veje, en fodhviler der virker og et god restpause med forplejning og mad i rigelig mængde så er vi bare klar igen team Boris, James and Brian 😊  

Vi bookede os ind på Nuruggi Homestay og nah… det var dælme en tand for sølle. Udefra ville en dansk kostald være markant flottere og indefra så vil jeg sige at det var fame godt nok ringe det her. Vi fik da lidt at spise og så kravlede vi til køjs i noget der lignede en bræddeseng med et gammelt udslidt tæppe madras og rent sengetøj tror jeg ikke der nogensinde havde været så jeg pakkede mig ind i det tøj der var mindst beskidt for vasket tøj har vi heller ikke fået i umindelige tider. Jeg vågnede selvfølgelig før fanden fik sko på og fik lavet lidt af min egen nescafe så jeg i det mindste kunne vågne lidt. Et bad ville jeg ikke have, vandet var pisse koldt og bruseren var pænt uhumsk. Vi var enige om at i morgen ville vi spendere lidt mere på et ordentligt sted. 

Vi kom rigtig tidligt afsted og det var dejligt. Vejret var super fint omkring de 25 grader og turen  mod Murregh var uendelig flot igen igen. Det var langs den Afghanske Waghan nationalpark og bjergene tordnede sig op og det var elendige veje med store sten eller dynger af løse sten som det var komplet umuligt at styre igennem. Det betyder at man spænder helt vildt i hænderne og de kramper bare totalt. Så det er svært rigtigt at nyde de flotte scenerier fordi man er så koncentreret om at styre biken igennem. Vi kom Murregh sidst på eftermiddagen og ville bare  have et godt sted at sove så vi udnævnte James til chefnegosiater dvs. at han skulle forhandle en god pris på byens eneste hotel og ikke mere homestay lige nu. Der var en del andre bikere der, så snakken gik hele aftenen om gear, udstyr og erfaringer og vi fik faktisk en ganske god pris på 3 enkeltværelser 15 usd pr snude. Det var bestemt ikke luksus men markant bedre end sidste nat. 

Nu var Wakhan corridor et overstået kapitel. Og vi var standset lige efter og havde danset jubeldans over at vi rent faktisk havde klaret det uden de store problemer. Det var en oplevelse af de helt store og for mit vedkommende en gang i livet, men i min alder en bedrift at klare det. Jeg havde jo ikke søgt visum til Tajikistan fordi jeg ikke troede at jeg kunne eller havde tiden til det; men det var jo gået så godt at der faktisk var masser af tid og jeg havde også fået så mange opfordringer til at gøre det at det var svært ikke at give sig i kast med turen. Nu efter det er overstået er jeg mega glad for at jeg gjorde det. Det var uendelig hårdt både ved mig og Suki. I starten ventede de andre på mig fordi jeg ikke kunne køre nær så stærkt igennem på de dårlige veje som mine mere erfarne medkørere og jeg kunne da også nu da mærke at de synes jeg var pænt sløv og de opfordrede mig til at prøve køre over de meget ujævne strækninger stående og så lade motorcyklen hoppe og danse under dig som den ville. Lidt efter lidt fik jeg modet til at give den noget pulver og det viste sig at det faktisk gav færre vibrationer at holde noget tempo selv på mega ujævne underlag. Og de sidste dage roste de mig for at være blevet markant bedre offroad som det faktisk er og jeg var også blevet langt mere tryg ved at holde noget tempo på. Selv gennem løs dyb sand fandt jeg de vise sten efter at have lagt Suki ned 2 gange. Her skal man have vægten af forhjulet og så bare give den en gang power igennem, også her var det modet der manglede, men også det kom jeg efter. Så ikke bare har det det været en smuk smuk tur men også en god gang læring i at køre på meget vanskelige veje. Hvis man spænder hele tiden kan man simpelthen ikke holde til det så langt. Den samlede strækning var Pamir og Wakhan corridor ca. 1600 km. hvoraf de 1500 km er grusveje eller det der er værre. Jeg vil næsten sige at grusvejen er bedre end de dårlige asfaltveje fordi her ved man hvad det er, mens asfaltvejene pludselig som ud af den blå luft bliver uendelig dårlige med potholes og så er det det går, som det gik i Uzbekistan hvor man pludselig bliver totalt taget med bukserne af et mega hul i vejen.

Mod Sary Tash

Sary Tash kommer umiddelbart efter grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan. Grænsen lå i 4643 meters højde og jeg kunne bestemt mærke højden: Ikke at jeg blev utilpas, men manglen på ilt var markant og da vi skulle skubbe Boris’s bike i gang et par gange tog det 15 min bare at få vejret igen. Grænsen var sådan set let nok men i guder en langsommelig affære af med støvlerne og så op på et lille kontor til interview. Hvor kommer I fra hvor skal I hen og hvornår er I hvor. Og så skal de lige have 10 dollars pr. mand for dokumenter. Men der strittede Jensen sgu imod. Hvorfor det? Sidst vi kørte ind i Kirgisistan kostede ingenting og vi kræver en officielt stemplet og underskrevet kvittering på beløbet. Nå så skulle vi pludselig ikke betale alligevel. Slyngel abekat, men så kunne han jo, arrogante fanden, bare trække tiden endnu længere ud. Til sidst blev han dog så træt af os at han sagde ”go” Jeg tror vi igennem Tajikistan har passeret 10 checkpoints, hvor de i store dokument bøger noterer pasnummer navn nationalitet og motorcykel data og visa nummer på alle der passerer. I guder en stak bøger de havde stående med alle de med kuglepen nedskrevne data. Nå skidt det gav jo en lille pause hver gang, og en snak med militsfolkene der i reglen var vældig flinke og alle ønskede os velkommen til Tadsjikistan og ville vide om vi kunne lide landet og selvfølgelig kunne vi det.

Slut tanker om Tadsjikistan

Dushanbe var en uendelig flot by og den ville jeg gerne vise Mona og drengene en dag og naturen med bjergene er unik. Vi har kørt i lange strækninger oppe i 4500 meters højde og nydt den ene fantastiske udsigt efter den anden med bjergtinder i 7000 meters højde og kigget i slugter der var 2000 meter dybe med rivende floder. Så naturmæssigt også et uendelig smukt land men det er sgu for uciviliseret bortset lige bortset fra Dushanbe som jeg bestemt gerne ville besøge igen. Ellers er det set det, været her. og prøvet det og det er så det. Og jeg glæder mig nu lidt til Kirgisistan, der dog er en smule mere up to date selvom det ikke er meget.

Lidt blandede billeder af det flotte landskab til sidst