Jeg fandt Suki i hel tilstand på 3. etage i det parkeringshus jeg havde fået lov at stille den i de 3 uger vi var væk fra Georgetown. Skønt at se den igen min bedste rejsebuddy. Jeg bookede mig ind på Weluv igen. Det lille herlige sted midt i Chinatown, Penang Georgetown. Jeg blev hilst med hjerte og smil da jeg troppede op igen. I guder hvor de mennesker da bare er så meget bedre til at få en til at føle sig velkommen end os derhjemme. Åh mr. Brian You come back to us? So happy to see you again og så endda en krammer af fru hostel Leona nok noget af det kæreste menneske jeg nogensinde har mødt. Can I make coffee for you or something cold to drink?
Jeg fik mit gamle rum igen nummer 6 ud af 6 så herligt. Og planlagde at blive i 2 dage inden jeg ville forsøge at komme retur til Thailand. Synes det var for tidligt at søge mod Indonesien, hvor de stadig døjer med oversvømmelser og regntiden ikke helt er slut endnu. Jeg daffede afsted og tænkte det er nemt herfra Malaysia ingen regler med permits eller noget, men jo det var der. De havde netop indført samme regler som dem vi måtte betale formuer for at undgå i Myanmar så mig tilbage igen og ind på Weluv pænt demotiveret, men såån er det at rejse hernede. Jeg tænkte okay så må vi få det bedste ud af det og blive her et par dage mere og det blev da også bare mega hyggeligt. Jeg rendte i Matt. Den hyggeligste fyr fra Frankrig og vi fik da nogle øl og var bare pot og pande indtil han tog mod Vietnam to dage senere. Jeg gik ned på vores stamværtshus eller fortovsbar dagen efter og på fortovet gående imod mig dukker Kristian fra Argentina op. Jeg tabte totalt skuffen og kunne slet ikke huske hvor jeg havde mødt ham før, men jeg vidste han hed Kristian. Et stort kram og Brian You’re here amazing. Og så faldt tiøren. Han var den ene af de Argentinere jeg mødte på rooftop på hotellet i i Varanasi i Indien. Det er sgu da for vildt at vi render sammen her i Malaysia 3 mdr. senere og så skulle vi da lige have et par kolde og udveksle historier. Han havde splittet op med sine makkere og draget afsted på egen hånd. De var blevet lidt for spirituelle mente han med deres meditation og gøgl mente han. Kan følge ham all the way 😊
Hmm hvad nu: Skulle jeg prøve en mindre grænseovergang eller bare give mig tid og stille køre mod Indonesien. Jan Bambackt fra Holland havde læst mit facebook opslag og sagde jeg kender et par bikere der måske kan hjælpe dig over grænsen ved Batong border helt ude i den østlige del af Malaysia. Derude hvor udenrigsministeriet advarer om muslim terror og bomber og kidnapninger. Jamen jeg snakker da lige med de bikere og er der noget at frygte: nej nej intet overhovedet tag du roligt afsted. Og dem tror jeg absolut mere på end udenrigsministeriet. De er her jo ikke og skal bare holde røven ren så ingen kan klantre dem for ikke at advare, Bullshit og så synd for de mennesker der lever af turisterne. Det smadrer en hel region med sådanne advarsler grebet ud af den blå luft.
Nor fra malaysian bikers ringede til mig og sagde besøg Yeop i Pitstop 76 lidt uden for Lenggong i det østlige Malaysia. Han er Roadcaptain i gruppen (styrmand og førstekører) Okay jeg prøver igen Thailand. Jeg fandt Yeop efter en utrolig flot køretur fra vest til øst i nord Malaysia, små snørklede veje gennem jungle og mangrove regnskov wouu hvor smukt med vandfald og det hele. Yeop hilste hjerteligt og her er man a brother når man er på bike. Først et måltid mad og drikke ikke alkohol muslimer, men de er så flinke så en god snak om hvordan vi kunne fikse grænsen til Thailand. Han kendte en af tolderne på Thaisiden Zarin: find ham og så er den hjemme stik ham en 50’er så er han glad, men bliv her i aften og jeg var træt så han kendte selvfølgelig et lille herligt sted at sove. Et riverlodge som på Borneo. Skønt sted og Pepe tog imod med åbne arme og vi skulle da spise sammen i aften, men slap nu af og tag et bad i floden. Det er så dejlig køligt. Ingen krokodiller? Spurgte jeg nej nej no worries så mig ned til floden og hoppede i. Med 40 grader var det en befrielse af komme i det kolde flodvand, der var helt klart og lækkert. Liggede der og flyde så jeg til min skræk en slange komme snoende lige ved siden af mig oh shit jeg fik et chok. Jeg rejste mig stille op og den svømmede lige forbi mig 1 meter lang Cobraslange og jeg var terrified virkelig. Nå sagde Pepe de gør ikke noget du skal bare ikke røre ved dem. Nej det havde jeg satme heller ikke tænkt mig skal jeg hilse og sige. Slut med at bade i den flod for mig, helt sikkert.
Nå vi skulle jo ud at spise og de tog mig med til et ganske fantastisk sted. Ude midt på en sø havde de bygget såån en slags dæmning hvor der lå en restaurant midt på. Vi kom og der dukkede bare flere og flere op og til sidst var vi vel 20 bikere der alle ville høre min historie. De havde gaver med i form af T-shirts med Malaysian Biker tryk 2 forskellig og div emblemer med deres logo. Sikke en gæstfrihed fantastisk. Jamen jeg bliver konstant overvældet over den hjælpsomhed og imødekommenhed jeg møder på min rejse lige meget hvor fanen jeg er. Jeg er et andet menneske når jeg kommer hjem, det er 100% Det her kan jeg aldrig leve op til, men ved gud jeg vil prøve mit absolut bedste på at blive et bedre menneske når jeg engang vender hjem.
Næste morgen, grænsen 100 km. mod nord. Jeg fandt aldrig Zarim, men det gik alligevel. Jeg kom fint over, men måtte dog lige æde en bøde på 2800 kr. fordi jeg ikke havde fået stemplet mit TIP da jeg kom ind i Thailand sidste gang og der er bare no mercy. Betal og se glad ud TIP er et tolddokument der giver dig tilladelse til at have din motorcykel i landet Thailand 30 dage og når det ikke er stemplet ud af landet så sidder du i saksen og det vidste jeg egentlig godt, men havde glemt alt om det dengang jeg kom ind i Malaysia og det havde så men heller ikke betydet noget hvis ikke jeg havde forsøgt at komme retur, men trælse penge øv øv.
Det blev en lang tur op mod Songhkla i Thailand og jeg tørnede ind på House number 2 hostel i Songhkla beach kl 19.00. Den lille ældre dame der passede stedet viste mig mit værelse. Det var rigtig fint og hyggeligt med dejlig bruser og god seng gamle mahogni møbler og billeder på væggen, næsten som at være hjemme. Hun kunne ikke snakke engelsk men viste mig ned igen: køleskab med frisk frugt og cafeen lige ved siden af med kaffe og kolde drinks. Så havde hun nogle fine cykler jeg bare kunne bruge som jeg ville og så med google translate om ikke jeg havde noget tøj hun kunne vaske. Det koster ikke noget pointerede hun. Og hvis du vil blive lidt længere så får du en pris 20% under det du gav på Booking.com som var ca. 100 kr. pr. nat. Her er så hyggeligt der er køkken med kaffe man kan lave der står frugter på bordet helt friske og et lille opholdsrum der oser langt væk af charme og hjerterum. Kan kun sige som sagt før. Det her er fantastisk helt igennem fantastisk. Men hvor er jeg da ked af det på deres vegne hernede. Her er ingen turister absolut ingen og de er så klar til at tage imod med åbne arme. Jeg tror det er de advarsler fra officiel side der skræmmer turisterne og hvor er det synd for dem. Thaierne er jo normalt de skønneste glade og smilende mennesker, men man kan mærke og se på dem at de kæmper for overlevelse. Smilet er stivnet lidt selvom de gør deres bedste for at se glade og imødekommende ud. Jeg gik en tur langs stranden og jeg så ikke en eneste person på den kæmpestrand lige ud til det skønneste badevand du kan forestille dig og her er billigt at være. Uforståeligt at her ingen er! Nå jeg bliver i hvert fald nogle dage her og så søger jeg mod nord og ser hvad der sker.
Efter nogle dejlige dage i Songhkla denne lille hidden gem i det sydøstlige Thailand. Den gemte på nogle expats der havde slået sig ned resten af livet her. Ganske forståeligt med den hygge atmosfære der er her i dette lille skønne men alligevel næsten forladte paradis. Jeg fatter ikke hvad folk vil i Pattaya og Phuket og Hua Hin og Koh Samui når der er så hyggeligt her og meget billigere. Jeg nød det i hvert fald.
Nå jeg skulle jo ligesom videre og hvad nu lille mand? Hva faan skal du egentlig? Australien er droppet. Det bliver ganske enkelt for dyrt at sende motorcyklen fra Øst Timor til Darwin. Vi snakker noget med 5 – 8.000 kr. og leveomkostningerne i Australien er skyhøje og jeg fik lidt øv meldinger om tilstandene i Indonesien fra andre bikere. Og det der skræmte mig allermest var at nogle sagde at det mindede om Indien overbefolket og støjende og beskidt! Åh nej og så også meget muslimsk udenfor turistområderne. Ikke at jeg som sådan har noget imod muslimer, men der er jo ikke til at opdrive bacon og en øl ligeså bøvlet? Så all in all tror jeg at det vil være bedre at finde alternativer og hvad kunne det så være? Der dukkede så lige en mulighed op på Horizon facebookgruppen som jeg i første omgang skrottede, men i anden synes egentlig var hel fin og jo mere jeg tænkte over det jo bedre blev ideen for til sidst at være yes man det vil jeg gerne: En tur op gennem central Kina på en måned med en gruppe bestående af 2 bikere fra Indien en Landrover fra Australien og en truck fra Mauritius. En gruppe der bare så ud til at være super cool og så var jeg jo ligesom på vej hjemover også. Og skal jeg være helt ærlig så begynder jeg sgu at længes efter at komme hjemad så bare følelsen af at nu peger pilen den vej er rigtig god. Vi skulle så komme ind i Mongoliets Gobi ørken omkring 1 maj og så ellers vestpå til Rusland. En mega lang tur men også superspændende og så får Kina jo også lige endnu en chance for at vise sig fra den gode side og Mongoliet vil jeg da også super gerne besøge.
Beslutning hermed truffet og så skal vi i gang med visa pisset igen til Kina og til Rusland. Kina hastede lidt fordi det snart er kinesisk nytår og så går Kina og alt hvad de ellers laver i sort og intet sker i mindst en uge. Så mig op på hesten og afsted til den kinesiske ambassade i Bangkok som jeg nåede lige inden det var for sendt og fik udfyldt papirerne og yes alt var perfekt. Indtil jeg kom ned og skulle lige tjekke mit pas var der!! Oh my det var væk og jeg panikkede totalt. Løb rundt for at se hvor jeg måske havde tabt det tilbage på ambassaden og fik banket en dørmand til at lukke mig ind efter lukketid og vild i øjnene var der en lille ambassade pige der sagde jamen dit pas beholder vi jo under ansøgningstiden. Nåh ja selvfølgelig kæft hvor er jeg da dum, men så nice. Nå jeg trissede med ro i sjælen ned til Suki fra 10 etage og fik en mega skideballe fordi jeg havde parkeret hvor jeg ikke måtte, men hvad værre var at der lå en besked fra Kina agenten at det ikke kunne lade sig gøre at få kørekort til motorcykel når man er over 60 år i Kina. Så min tur kunne ikke lade sig gøre. Jamen det er sgu da løgn mand. Jeg har fame da kørt verden tynd nu i 8 måneder og også kørt i Kina mens jeg var over 60 hvad er nu det for noget shit. Jeg fik sgu en mindre depression og synes det er så uretfærdigt at jeg skal det her igennem. Nu var systemet lige kørt i stilling og jeg glædede mig til turen og være sammen med nogle fede mennesker og se noget nyt øv øv og 3 x øv jeg har dog været heldig nogle gange med hjælp fra gode mennesker at løse sådanne kriser, men her tror jeg dælme løbet er kørt men jeg prøver at gøre noget jeg ved bare ikke hvad?
I dag er humøret på lavpunktet. Jeg føler mig trist til mode og synes det hele er godt træls på jysk. Jeg har booket mig ind på D Varee hotel downtown Bangkok tæt ved den kinesiske ambassade så jeg let kan hente mit visa når det er klart. Jeg er låst her fordi de har mit pas og hvad venter jeg på? Ingenting: for visaet får jeg jo med stor sandsynlighed ikke brug for. Nej hvor jeg dog synes der er røv og nøgler lige nu. Så nyd dog Bangkok mand vil de fleste sikkert sige, men jeg har ligesom fået nok af den by. Jeg føler mig som lidt af en tudekiks lige nu og har allermest lyst til at rejse hjem og få appetit på rejselivet igen, men ved også at komme hjem i februar vil gøre mig rastløs promte. Dog kunne det være en idé at få biken trimmet totalt til næste eventyr som kunne være Canada mod Alaska og så sydpå til Sydamerika. Jeg tror det vil være nødvendigt med en opgradering af biken og mit udstyr hvis det skal blive succesfuldt. Derfor vil en retur shippng af Suki ikke være helt formålsløs. En anden løsning kunne være gennem Indien over Pakistan og Iran hjem. Det kunne også være en løsning men situationen lige nu i Iran bekymrer mig lidt og big bike reglen er heller ikke helt løst endnu selv om det skulle være rimelig sikkert at det er muligt nu. Men det er sgu en lidt op ad bakke situation lige nu føler jeg, og kan egentlig ikke helt forstå hvorfor mit humør er så dårligt nu jeg er tilbage i mit ynglings land Thailand og burde være glad. Tror sgu bare jeg savner familien og bare trænger til lidt selskab. Nå jeg må se at få tankerne tilbage på det gode spor og se positivt på tilværelsen igen. For faan Brian. Du har ingenting at spekulere på andet end at nyde friheden så jeg burde satme være glad.
En god nattesøvn gjorde at jeg vågnede op med lidt mere mod på det hele. Samtidigt lå der en besked fra en gut Ken Holmes der havde fået besked fra en af Kinagruppens medlemmer om mine problemer med Kina kørekortet og han kunne muligvis finde en løsning. Shit manner det kunne være så cool hvis det var rigtigt, så der er tændt et lille lyserødt håb for at det alligevel er en mulighed, men min tålmodighed er virkelig sat på prøve for tiden: Når mit visa at blive klar inden Chinese new year? Får jeg mon en chance for at kunne køre gennem Kina? Og hvor længe er jeg tvunget til at vente her i Bangkok? Denne heksekedel af en by.
Jeg gik en tur ned på terrassen bag hotellet for at tage mig en smøg og der sad en ældre gut med en kop kaffe og så kom vi da ellers i snak. Smadder hyggelig gut og vi fik vendt hele verdenssituationen og brexit han var englænder rigtig englænder og pensioneret fra marinen som officer med deltagelse i Irak krigen, Kuwait krisen, Falklandsøerne og senest Afghanistan. Han havde været med i hele marmeladen og kunne virkelig fortælle nogle historier. Han var oprindelig kok og arbejdede for det engelske kongehus i mange år og havde da bestemt også spændende historier derfra. Vi endte med at drikke 5 kopper kaffe og enedes om at spise sammen om aftenen fordi vi slet ikke blev færdige med vores historier. Dejligt med lidt selskab og det flytter jo bare en del på humøret i den rigtige retning. Så som sagt tidligere når tingene er pænt trælse så kommer der altid lidt lys for enden af tunnelen om det så bare er en god snak så betyder det rigtig meget for ens humør. Så tak Les, fordi du var der hvor jeg bare havde behov for en god snak.