Efter en del tomgang og bare ventet på min Kina border crossing tog vi James, George og jeg en frisk beslutning. Vi ville på hjul igen og manglede da stadig at se en stor del af Kirgisistan. Tajikistan var udelukket pga. af udløbet visa og Uzbekistan magtede vi ikke pga bordercrossingen der tager evigheder. Jeg havde læst at området omkring Son-Kul Lake var noget særligt. Det lignede vanskelige veje og høje bjergpas, men vi havde jo tid og så kunne vi følge James på vej mod Turogat pas som var hans destination for at krydse til Kina.
Som tænkt så gjort, tidlig morgen afgang mod Jallalabad, der var indgangen til de noget mindre veje op mod Son-Kul lake. Det blev senere og senere og vi var på vej op ad et pas og ledte efter et passende sted at campe, men det kom ikke rigtigt. Jo der var faktisk et som undertegn. Tjekkede ud men der havde de lige slagtet en masse får som det var sgu lidt klamt. Der lå et par hoveder og nogle hove hist og pist og en hel del kokager, de er i øvrigt overalt. Så videre: Nu begyndte mørket også og det blev koldere og koldere efterhånden som vi sled os opad. Da vi nåede toppen var det mudder veje med stenskred og buldermørke og hyle hamrende koldt. Jeg må sige mit humør var under nul, men George har en fantastisk evne til at se lyst på alting. Nej det her er rigtig adventure kørsel, nu er vi seje og unikke (åh my good alt jeg kunne tænke på var en dejlig varm sovepose og noget mad) Det bliver bedre på den anden side af toppen sagde George. Hmmm mon dog. Pludselig stod fuldmånen der over bjergkammene lys og klar og temperaturen steg minut for minut på vej nedad og endelig et fint lille spot at slå teltene op. Det gik dælme stærkt og gang i primussen og de militære nødrationer. Jeg havde kun kartoffelmos blandingen tilbage og ½ liter kogt vand i og trække i 8 min. De andre havde Risblanding og nogle dåser tun. Min kartoffelmos blev klar mens jeg holdt mig halvt inde i teltet og halv kravlet i soveposen temperaturen vel omkring de 8 – 10 grader. Så var det tid: og for sgu hvor var den kartoffelmos fantastisk der var faktisk baconlignende stykker i. Jamen det var nærmest en forløsning at spise det. Mine makkere fik selvfølgelig lov at smage og de var grønne af misundelse. Satme ikke fair sagde James der kæmpede med sin dåsetunfisk. Nå jeg var nu sød ved dem og de fik lidt hver i en kaffekop. Vi er vel brødre.
Jeg frøs dog stadig og nåede aldrig at få varmen den nat. Ved ikke hvad der sker for mig når jeg først fryser i et telt får jeg sgu aldrig varmen igen. George min kære Græker ven tilbød mig at sove hos ham så vi kunne share body heat ??? Nej fandme nej… Jeg har hørt om de grækere 😊 Henad morgenstund mente de andre dog at jeg havde sovet da jeg åbenbart havde snorket pænt meget. Men sikke en udsigt at vågne op til wouu. Noget kaffe og pakke så var vi on the road again eller road og road gedesti er mere rigtigt. Det havde været en hård dag så vi ville ikke presse den for meget dagen efter dog skulle vi dog et pænt stykke ellers var James nødt til at forlade os da han havde sin Kina krydsning næste dag kl 10.00. Vi trængte til at Hostel og alm. mad og på I overlander appen som James er særlig ekspert i at bruge fandt vi et sted der var særlig berømt for sin kaffe, det var nu også det eneste der var bare lidt godt der. Et par madrasser på gulvet og et par tæpper jo tak. Jeg tager sgu soveposen igen, men denne gang holdt jeg da varmen. Det er altså bare røvsygt at skulle vandre 40 meter ud et lille skur om natten når man som mig stort må en enkelt tur på natpisseri hver nat.
James var nødt til at skulle forlade os kl 04.00 da han havde små 180 km til hans crew skulle samles og køre sammen ind i Kina. Så vi måtte bare op og sige farvel til ham efter en 2 – 3 intense og begivenhedsrige uger sammen. Sikke en skøn fyr, bliver næsten ens familie efter så mange oplevelse vi har delt. Nå George og mig var nu på tomandshånd og vi havde et par dejlige dage foran os med turen der i første omgang sendte os op til Son Kul søen i ca 3500. meters højde omkredset af bjerge i op til 5000 meter. Vi nærmede os Son Kul i piv snestorm, men undervejs havde vi passeret uendelig smukke bjergpas på den anden side af skyerne, dybblå himmel og solen varmer skønt selvom temperaturen er 0 sneklædte bjerge og wouu hvor er det flot. Son Kul i horisonten med bjergene som baggrund dyb blåt vand der sikkert er det reneste klare smelte vand fra bjergene, frokost i en Yurth. De runde mongolske telte og det er utroligt hvad en lille kakkelovn kan gøre i sådan en Yurth. Mutti kom galoperende på en hest og steppede ned og spurgte: Skal i bo her. Nah, vi tager videre men kan du lave lidt mad og vupti den traditionrige Lagmann. Marcaroni med sovs og hestekød og lidt grøntsager. Jeg ved ikke hvad der er med den lugt af hestekød, men jeg kan fandme ikke lide det og får kvalme. Jeg ville dø for en gang flæskesteg med brun sovs og kartofler og rødkål lige nu. Nå fik da klemt lidt ned og vi var afsted igen. En helt forrygende flot køretur rundt om søen ad små bitte veje eller stier op mod hovedvejen der går vest til der hvor George og jeg skal hver sin vej han mod Bishkek og jeg tilbage mod Osh. Ved 16.00 tiden kom vi til et lille hostel og bookede os ind der. Ingen restauranter eller lign. Men dog en lille kiosklign. Butik de kalder supermarket hernede. Vi købte mysli bananer og mælk så vi havde til morgenmad og ville gå på opdagelse i min sidetaske med mad for at se om der skulle gemme sig en lille ekstra feltration. Og jo fame der var en kartoffelmos mere og George og jeg måtte danse krigsdans til Spotify. Fedt fedt. Lidt go aftensmad så og tidligt til køjs.
Vores maver er ikke i topform, snarere potform bøvser prutter og render på tønden med tynd mave i snart flere dage. Så om morgenen ledte vi efter et såkald shitwarning som George kaldte det, men den kom aldrig så efter en god gang mysli med bananer og lidt nescafe så afgang. Det var virkelig udfordrende veje, men så smukt at man kunne få tårer i øjnene. Langs en rivende flod hele vejen og scenerier der ville tage pusten fra enhver. Hold da kæft hvor var det flot. Vi holdte en lille pause og sad med fødderne dinglende ud over flodbredden og bare nød at vi ville opleve det her. The Waghan korridor var uendelig flot men det her var flottere. Bjergene havde de flotteste farver og med de sneklædte tinder i horisonten vil jeg sige at det er det flotteste jeg endnu har set.
Så blev George væk og jeg måtte vende om for at se hvor han blev af. Han havde fået den shitwarning han ventede på og han ledte mig ned til flodbredden og sagde vi skulle tage billeder af bikene her med den udsigt. Så var han ved at dø af grin og bildte mig ind at jeg havde kørt lige igennem hans ”shit” klamme kai!! Endnu et grin af mange og selvfølgelig bare en joke. Han har så mange, som da han fortalte customs officers: De spørger jo altid: What’s your purpose of visiting our country. Og George svarer: ”We are here to give and take love” med hans store græske drømmende øjne og de der stive herrer ser helt forkerte ud i hovedet. De vil kun høre at vi er turister, men nej nej George er meget mere og vi griner så vi er helt flade over deres reaktion.
Nå videre ad de mest amazing veje og så mega glade over at vi ikke bare blev på det hostel i Osh og ventede. Dog kunne jeg godt have undværet mit styrt der endnu engang gav fodhvileren et drøn så den hænger i laser nu. Jesper vil komme til New Delhi i Indien og er bare nødt til at have en reservedel med til mig ellers er turen simpelthen i fare for stumper er ikke til at skaffe hernede. Jeg håber dælme den klarer det så længe. Vi nåede split op punktet, hvor vi skulle hver vores vej. Mig sydpå og George nordpå. Han flyver til Delhi og staller hans bike op i Bishkek. Så vi skal ses igen i Indien 100%. Blev sgu lidt rørt for sikke en guttermand. Sjældent eller aldrig har jeg da mødt en gut jeg klinger så godt med og så alle de helt unikke fælles oplevelser. Life is just goooood!