Kazakhstan og Usbekistan

Kazakhstan mandag den 29. juli 2019

Suki nu 11.300 på tælleren og 9000 km kørt temperaturen her mandag eftermiddag ca 36 grader og bagende sol, men det skulle blive endnu værre.

Vel ankommet langt om længe blev Patricya Lucas og jeg enige om at vi ville se om vi kunne finde et sted i Aktau godt 90. km fra færgen. Lucas var expert i I overlander appen så han fandt hurtigt et hostel vi kunne køre efter i Aktau. Og først på aftenen fandt vi et lille fint sted og vi valgte at dele en 3. mands stue. Ved ikke om de var helt klar over hvad der ventede dem i form af min snorken. Vi skulle bare have lidt god Mad nu og en stor øl iskold. Dagevis siden nu. Lige ved siden af hotellet lå der en lkille fin gårdhave og igen takket været mine venners russisk kundskaber lykkedes det mig at få bestilt en steak med fritter og gud hvor den kom kærkomment efter det hundeæde på færgen i i venteområdet i dagevis. Den var forrygende god og det var den store øl også. Kværnede 2 x ½ på no time. Polakkerne var veganere så de var lidt mere afslappede mens jeg var panisk efter mad med kød . Vi gik en lille tur men der var nu ik noget specielt ved den by betonagtig støvet og trist russergrå. Vi sov rigtig godt og fik pakket mortorcyklerne og det var så skønt at komme ud på affalten igen. Vi skulle lige have afstemt forventningerne til dagens tur og Patricia og Lucas ville gerne se nogle huler/Caves med lidt offroad kørsel. Det var ikke lige mig så vi splittede op og jeg nød at kunne være mig selv igen og sætte mit eget pace. Det var en flot flot tur op mod Beyneu ca. 500 km nordøst. Masser af flotte udsigter og på et tidspunkt måtte jeg bare stoppe og beundre de langstrakte vidder med masser af vilde heste og kameller. Jeg blev i det øjeblik såån lidt melankolsk og tænkte meget på hvor heldig og lykkelig en mand jeg er at få lov at opleve det her spektakulære syn. Det var betagende på en underlig storslået facon. Og jeg tænkte på min skønne Mona og hvor storladent det er af hende at lade mig gøre dette her uden den mindste surmulen. Og også Rikke min partner far firmaet der bare har knoklet og knoklet i årevis for det her lille firma og så siger hun bare go for it partner. Vi kalder det din barselsorlov tak min ven over alle venner.

Nå Beyneu dukkede op sidst på dagen og jeg surfede lidt rundt og fandt et lille fint hotel. Det var utrolig billigt 7,5 Euro og de var mega søde men det var nu også slidt sengene de knirkede og var alt for bløde men jeg kunne sove. Jeg ville lige ned på fortarppen og have en smøg og fandme om ikke mine belgiske venner fra Azerbajan kommer kørende ind på forpladsen. Sikke en overraskelse for de er da bare for fede 5 drenge på Søren og Jesper alder der bare skal have noget ballade kæft hvor var det nogle kernegutter. De var kommet med den næste færge og og den var så kun 16 timer om turen altså 20 timer hurtigere end min. De havde bajere med og besætningen havde sørget for VIP service til dem for at få nogle 6 pack øl hvor svineheldig har man lov at være. Nå vi fik et par øl mere på trappen og udvekslet erfaringer og så ville mutti fra hotellet køre foran os til en god restaurant og det skal jeg da lige hilse sige det var. Kanonsuppe salat og og lammekød med ris og så lige til desert et mega stor grillspyd vi slet ikke kunne spise men det smagte så fantastisk så alt blev alligevel spist. En rigtig god aften med Masser af skæg og ballade. Og så til køjs.

Mod Uzbekistan

Næste morgen ville gutterne afsted tidligt for at nå den Uzbekiske grænse tidligt ca 100 km. jeg tog det stille og roligt og komtil grænsen ca 12.00 og så til min skræk en kø på flere kilometer og nej satme nej jeg kører forbi og helt oppe foran holdte Olivers og gutternes biler de var også kørt forbi. Jwg sneg mig ind foran dem og holdte som nr. 1 og blev med det samme vinket igennem på Suki men der stoppede det ikke i guder et menageri frem og tilbage og hente den ene lap papir efter den anden der skulle stemples i hoved og røv. Nå 4 timer senere eter at Suki havde været pakket ud både ved den kazakiske græne og den Uzbekiske var jeg fri til at køre. Så stod der en lille kineserpige Change money ja jeg var jo nød til at skulle have lidt, men hvordan faan skulle jeg finde ud af om hun snød mig så vandet drev. Jeg valgte at tro det bedste og så skulle jeg jo have forsikringer også så endnu en time inden take off. Jeg vil ikke skrive nogle konklusioner om Kazakastan endnu dertil har jeg været der alt for lidt. Jeg kommer tilbage oppe nordpå og vil besøge Almaty og muligvis endda Astana. Men alle på Horison siger sørg for at have god tidi Kyrgistan der er så betagende smukt og menneskene er uendelig søde så men jeg har jo også 1 ½ måned inden Kina krydsningen så masser af tid. Benzin Kazakhstan 2,5 kr. literen og smøger nærmest ingenting det lover godt for deres anmeldelse 😊

Kanon start i Usbekistan

Vej overstået grænse og så mod Nukus stik sydøst tæt på den Turkmenske grænse ca 530 km det burde være muligt, men mareridtet begyndte med det samme grusveje med huller så man skulle tro det var løgn. Det var storslemt i bedste fald 20 km i timen siksak rundt mellem dem og køre inde i rabatten. Jamen det var forfærdeligt og tog en krig og en jetjager. Det var kogende varmt 44 – 48 grader svingede den mellem og de store lastbiler buldrede rundt og støvede som en skypumpe. Det var uendelig hårdt og der var ingenting at få nogen steder det var ren ørkenlandskab. Ikke et hus ikke et træ ingen skygge nogen steder og vand havde jeg da fået med ellers havde jeg lagt derude nu overladt til prærieulvene😊 Det begyndte efter 130 km pludselig at lysne lidt. Det var ligesom der kom lidt asfalt og man kunne give den lidt mere gas og så så småkage jeg røg i et hul på en meter i diameter og 30 – 40 cm dyb. Jeg fik lige hevet i styret så forhjulet ikke røg helt i men den tog baghjulet med et ordentligt brag 2 lastbiler var kørt i samme hul og holdte med smadrede dæk/fælge så det var ikke bare mig der missede det. Efter få kilometer kunne jeg mærke at baghjulet mistede pusten og begyndte at voble Åh nej det er bare løgn det her og så i den varme for helvede da også. Jeg stoppede op og ja en mega bule i fælgen hvor luften fes ud og 2 buler i den forreste fælg. Arhh det er faneme træls og jeg tænkte fuck skal jeg nu til at sætte en slange i dækket og halte videre. Jeg valgte den lette løsning og prøvede med mit spraydåse hurtig fix. Af med al bagagen og læse instruktionen grundigt. Der var en chance for at det kunne holde fordi luften sivede langsomt så den fik et blæs og jeg skyndte mig at køre lidt for at se om det kunne holde. Ja det føltes okay men selvfølgelig for lidt luft. Jeg pakkede grejet og trillede lige så stille. Der var stadig 350 km tilbage og vi nærmede os solnedgang hvilket bare var skønt for varmens skyld. Jeg tabte også mit telt i panikken oh what a shitty day all together. Nå lapningen holdt dog nogenlunde og henad 22,00 nærmede jeg mig Nukus. Jeg havde booket et ret godt hotel allerede i Aktau så det skulle nåes for det var forudbetalt. Nu begyndte dækket at sive igen og der var ikke en dråbe benzin tilbage ingen tankstationer alle kører på gas her og meldingen var igen og igen ”No benzina” Arhh nu stopper det satme men på aller aller sidte dråbe benzin og alle aller aller sidste luft i dækket rullede jeg op foran hotellet kl. 12.00 nat og jeg var så træt at jeg kunne ikke snakke bare ligge min telefon med reservationen på disken og stønne cold beer now and I mean fucking now.  Jeg havde krampe i begge mine ben, min røv var som havde jeg siddet på chillipeber hele vejen. Jeg havde total krampe i begge hænder og fingrene specielt min venstre hånd var fuldstændig ødelagt af at hive i det styr i timevis gennem de huller. Heldigvis var det et superfint hotel og et bad og noget væske senere følte jeg mig godt igen, men nøj sikke en møgdag. Den ubetinget værste og mest udmarvende dag jeg nogensinde har haft. Nu står så bare tilbage: Hvordan faan jeg skal få fikset Suki igen. Det finder vi ud af i morgen.  

Fix Suki

Næste morgen så det hele en anelse lysere ud. Jeg var nogenlunde kommet mig over de fysiske udfordringer fra gårdsdagen. Selv min venstre hånd begyndte at virke igen. Den havde jeg ellers afskrevet. Jeg prøvede tjekke på nettet for tireshops  intet at finde så fik jeg snakket med Acmed i receptionen en virkelig flink og hjælpsom fyr. Han ville finde nogen der kunne hjælpe. Kunne jeg bare få fælgen rettet op så ville den kunne fungere hæderligt uden at man risikerede at dækket røg af under kørsel. Jeg kunne leve med forhjulet. Det var ikke så slemt igen, men dog 2 grimme buler. Det lykkedes ikke at finde nogen der kunne fikse det 1. dag og 2. dag  kørte vi rundt i div. små industrikvarterer for at finde en såkaldt master der vidste hvad han havde med at gøre, for sådan en alufælg kan nemt knække hvis ikke den bliver varmet ordentligt op, og så var jeg da først på røven. De fik det sgu klaret og jeg skulle have hjulet monteret igen og det gik supernemt, da jeg fandt fidusen. Tak til Akmed og hans ældgamle Lada for at have fragtet mig fra sted til sted i den her udørken. Lidt uden for bycentrum var det totalt udtørrede jordveje ingen fortorv og og alt gråt i gråt og alt støvede bare, jamen det var da et forfærdeligt sted at bo. Jeg spurgte Akmed hvad såån en som ham tjente og hvor meget han arbejdede. Fra kl 07.00 morgen til 19.00 hver dag altså 7 dage om ugen og så kunne han få fri en gang imellem hvis der var noget vigtigt som en fest eller læge ting. Hold da kæft det er da strengt, men nej han synes det var fint for såån i løbet af dagen måtte han godt slappe lidt af hvis der ikke var travlt og han kunne bruge sin mobil også, så han var godt tilfreds og så lønnen: ja ca 100 USD om måneden altså 660 kr. så derfor havde han såån en gammel bil og han forsørgede kone og 3 børn. Hvordan er det overhovedet muligt det fatter man ikke, men han fik jo også uniform af hotellet og det var vel mærke en gennemsnitsløn for området. Hans mor og far rejste hvert år 10 mdr. til Kazakstan for at sælge brugt tøj på markedet i Almaty så de kunne holde deres 2 yngste i skole og på universitet. Det koster mange penge sagde Akmed. Ja vi har det satme godt hjemme i lille Danevang.

Nå endelig havde jeg hvad der lignede lyst og energi til at finde et godt sted at spise. Jeg var frisk igen og Suki køreklar. Livet er dejligt. Så jeg fandt et fint sted og bestilte en kamelbøf og friter og en champignonsuppe. Det foregik ved at pege på billeder. Steaken nemt og suppen ditto men da jeg pegede på friterne til bøffen troede tjeneren at jeg ville have hele den tallerken friterne var en del af så da jeg havde spist suppe og bøf kom der en mega tallerken med alverdens ting og sager på som jeg jo hverken hel eller halvt kunne spise så jeg bad om en doggybag. Der måtte da nogen i det her forarmede land der ville sætte pris på det. Maden var stadig lun da en gammel mand sad på en trappesten og kiggede. Jeg gav ham posen med alle godterne i og han kiggede mærkeligt indtil han begyndte at snuse. Så skal jeg da lige hilse og sige der var en der lyste gevaldigt op. En dejlig fornemmelse. På hjemvejen trissede jeg forbi et yngre par med en lille pige. Og Manden spugte hvor jeg kom fra på næsten perfekt engelsk og vi kom da gevaldigt i snak og jeg blev inviteret på kaffebar til kage og kaffe selv om jeg dårligt kunne klemme bare lidt kage ned. Hernede elsker de kage i alle afskygninger og de er bare store. Han ville vide alt om Danmark og synes jeg var åh så flink. Han havde været flere gange i USA og spille Jazzmusik. Helt vild flink mand. Nå hjem og få en god nattesøvn inden morgendagens nye udfordringer. Jeg vil besøge den historiske by Khiva som var en af de første der kom på FN’s world heritage liste og der besøge en græker der også er solo biker som mig. Ham kom jeg i kontakt med via mine polske venner der havde mødt ham i Tiblisi. De skulle være dukket op i dag men kommer først i morgen, hvor vi teamer up igen. De var 4 dage om den tur jeg tog på en dag hmmm sejt eller hvad? Hehe 😊  

• 

• 

Mod Khiva

Godt 250 km til den historiske by Khiva. Turen gik superfint men hvor er det bøvlet at skaffe benzin. Alle kører på gas og ingen benzintanke har alm. Benzin. Jeg var på 3 tankstationer inden det lykkedes mig at få tanket op. Og så ville jeg have benzinen filtreret fordi jeg havde hørt om at benzinen her er utrolig beskidt og det brænder benzinpumpen af og så er man da først på røven. Da jeg drejede af hovedvejen mod Khiva stoppede en biker op ved mig han kom direkte derfra, Felix fra Dusseldorf . Solorider også og superfrisk fyr og et godt tip om at booke mig ind på hostel Laliopa i Khiva. Det fandt jeg nemt og hvor var det hyggeligt. 2 unge californiske piger, en russisk balletdanser og og 2 togrejsende fra Milano og vi spiste aftensmad sammen meganice. En god nattesøvn med et kæmpetordenvejr og regn i store mængder gjorde at luften var dejlig frisk om morgenen og jeg skulle jo ud og se lidt på de berømte bygninger her. Bl.a. Itchan Kala den gamle by i Khiva. Sikke et bygningsværk det var kæmpestort og en middelalderby indenfor de mægtige mure. Sådan noget er jo som det er med masser af sovenier boder hvor alt mulig skrammel sælges af de lokale til alle turisterne, og sådan noget får jeg nu ret hurtigt nok af. Så et par timer: bin there done that seen that. Hvordan faan finder alle de kinesere alle hot spot in the world Der er horder af kinesere overalt hvor der er et særligt monoment eller en attraktion. Nå hjemme på Mit hyggelige hostel og wupti så kommer Patricia og Lucas fra Polen og efter 5 dage er vi sammen igen så hyggeligt. Så tager jeg alligevel en dag mere her sammen med dem. 

Vi pakkede sydfrugterne og begyndte at trille mod Bukhara og mig mod Samarkand.  Vi tog det første træk sammen og så var det planen at jeg satte lidt mere speed på og fortsatte mod Samarkand. Men det blev der nu ikke noget af for varmen var ved at dræbe os langsomt. Så Patrycia og Lucas opgav lidt ævred og jeg gav lidt pulver men det var unødvendigt og så alligevel ikke for jeg nåede trods alt Bukhara og det gjorde de ikke. De fandt sammen med den græske solorider jeg nævnte tidligere og så måtte de nyde en punktering også, og så i den varme, ganske enkelt et mareridt. Det endte med at de ville campe ude i ørkenen fame godt det ik er mig. Men sejt nok de gør det. Og så lige en lille herlig historie. Nu er det sådan hernede at mænd ikke taler til damer. Mænd taler sammen og hilser hjerteligt mens damerne pænt må holde sig i baggrunden og hverken skal høres eller ses og man hilser ikke på damerne kun på mændene. Og Patricya hun kører jo selv motorcykel og på et tidspunkt stoppede vi ind og hun gør som vi jo gør i europa hilser pænt på manden som kommer halsene frem og jo altid er interesseret i motorcyklerne. Hilser hjerteligt på Patricya og så tager hun styrthjelmen af og han ser det er en dame. Kæft han så sjov ud i fjæset den klaphat. Kæft han vidste slet ikke hvad ben han skulle stå på og Lucas og jeg var ved at flække af grin. Dog måtte vi for ikke at pinliggøre situationen yderligere prøve at undertrykke mavekrampernemog de mænd der ellers var på vej for også at hilse på Patricia kunne ikke få hurtig nok vendt om. Mærkeligt stenalder-samfund. Gad vide hvordan de overhovedet finder sammen for de taler ikke med hinanden altså mænd og kvinder. Kvinderne ordner det praktiske passer børnene fejer og vasker tøj og vander utrolig meget. De slæber rundt på vandspande som smides ud over vejen fortorvet for as det ikke skal støve. I guder det holder jo 5 min. Og så støver det af helvede til igen. Mændene drikker tee og tænker de store tanker 😊Men når de så ikke fatter en brik af noget som helst så kalder de på kvinderne for de er markant bedre til sprog end de er og man kan bare se at det pisser dem totalt af. Har de fame godt af de middelalder dinosaurer.

Jeg fik i øvrigt tjekket ind på Rumi hostel i Bukhara. Mutti tog imod en ordentlig maskine men der kom kaffe og udskårne meloner og det hele serveret på kammeret. Det var et tip fra 2 hollandske bicycle gutter jeg mødte ude midt i ørkenen. Jeg fatter ikke hvordan de overhovedet finder kræfter og motivation til det. De havde købt 2 cykler i Bejing Kina og nu nået hertil på deres vej mod Utrect Holland. Det er eder røvlme sejt. Specielt når jeg tænker på hvad der venter dem. Lige al det jeg kunne klare det på en motorcykel og så gør de det på en trædecykel. Jeg er dybt imponeret. Det skal så siges at mens den ene og jeg sad og snakkede så var den anden faldet i søvn midt på en køkkenstol. Han var helt væk 😊 men det var meget normalt sagde makkeren når han var træt så var han træt og så sov han. Makker sagde at hen var kørt i grøften fordi han var faldet i søvn på cyklen. Så de havde aftalt at han altid skulle køre forrest fordi hvis han faldt i søvn mens de cyklede så kunne makker varsko biler og div. mulige forhindringer. Ret funny faktisk.  

Som Khiva er Bukhara også en af de berømte byer på silkeruten der var den gamle handelsvej mellem øst og vest men også forbandt mod syd gennem Afganistan til Indien mod mod syd den anden vej mod Iran eller det gamle Persien. Samarkand som jeg kommer til I morgen var et af de helt store knudepunkter på denne gamle handelsrute. Nå Patricia og Lucas dukkede op og havde fået selskab af Jorge fra Grækenland. Sikke en festlig fyr. Vi fik et langt grin hele aftenen sådan kunne han underholde. Også i Bukhara er der en gammelbydel som er så flot så flot meeen man begynder jo lidt efter lidt at få tilpas nok af gamle historiske bygninger eller jeg gør i hvert fald. Så jeg beslutted at rykke mod Samarkand næste morgen tidlig mens de andre ville en dag mere i Bukhara.

Mod Samarkand 

Jeg havde ca. 300 km og det gik fint men stadig utrolig varmt. Det er dælme for meget.man får det faktisk lidt dårligt og man bliver lidt panisk når der bare ikke er til at få fat i koldt vand lige nu og her men jeg kom da frem henad 17.00 tiden og tjekkede ind på world guest house fine lille sted og vubti så lå der en besked fra Felix min Frankfurt ven fra Khiva. Jeg er her skal vi spise sammen. Klart skal vi det. Vi tog en ordentlig spadsere tur og kiggede byen og nej hvor er den flot som i virkelig flot. Det skulle også være Uzbekistans kulturperle over dem alle og det er det. Vi fik en gang Plov den Uzbekiske nationalret lammekød med ris og grønsager. Ved ikke om nogen har bidt mærke i at jeg for det meste har livrem på Bare såån lige for at nævne det hvorfor mon? 

Mener det er fredag i dag, det har jeg slet ikke styr på mere og i dag har jeg virkelig været på sightseing og wouuu nogle bygninger. Jeg har aldrig set noget så flot og spektakulært den gamle moske Timor Armir og Registon pladsen med tårnene og moskeen med det lyseblå tag. Det giver mig kuldegysninger og min stemme bæver lidt så fanmtastisk synes jeg det er at jeg har fået mulighed for at se det her i virkeligheden. Det er storslåede bygningsværker og man føler sig så lille. Her til Morgen fik jeg den store fornøjelse at spise morgenmad med et ægtepar fra Toronto i Canada Tatiana og Alex. Hun oprindelig fra Samarkand og Han fra Kazakstan. De havde begge boet 20 år i Ukraine og nu de sidste 20 år i Toronto. Jeg ville ønske jeg kunne genfortælle alle deres historier om deres liv. Vi andres er jo ingenting i sammenligning med hvad de oplevede under kommunismen. Som forældreløse børn blive deporteret til denne udørken sammen med  1000 vis af andre børn fra Stalins regime der slagtede forældrene i Sankt Petersborg til sammen med krigsflygtninge efter 2. verdenskrig bygge dette sted op, og til efter Sovjetunionens kollaps til at stå alene uden handelspartnere bygge et nyt liv op her i denne ørken. De daffede jo så af til Canada uden en 5 øre på lommen og starte helt forfra, men først efter at have været igennem en utrolig hård tid efter Sovjetunionen stoppede al support da det hele gik i opløsning. Wouu vores egen lille andedam derhjemme bliver pludselig bare så lille. Utroligt flinke mennesker og en stående invitation til endelig at komme og bo hos dem hvis jeg kommer forbi hvad jeg jo muligvis nok gør engang næste år hvis alt går planmæssigt.

Nå næste stop Tasjkent hovedstaden i Uzbekistan. Og så Almaty Kazakstan. Jeg har hørt at det bliver køligere i næste uge og hvor bliver det dejligt. Nu er der jo lige brudt uroligheder ud i Bisjkek Kyrgyzstan hmm noget med en kurrupt præsident og demonstrationer, optøjer og endda dræbte. Gider jeg ikke lige mens jeg er der, så forhåbentlig falder der ro over gemytterne inden jeg kommer. Ja og det samme endda i Kashmir Indien med voldsomme sammenstød mellem regeringssoldater og det muslimske flertal i netop Kashmir regionen. Bare det nu ikke breder sig til den Pakistanske del af Kashmir så får jeg bøvl med at komme ned gennem det nordøstlige Pakistan og så ser vi hvad der sker i Den indiske del hvor det også var planen jeg skulle komme efter Pakistan. 

Vel ankommet til Tasjkent og kørende efter et lidt bedre hotel dukker Amirs lille sted op på vejen. Tæt på centrum 22 usd. For et fine fine værelse på et sted med den dejligste lille atriumgård orangeriagtigt og super hyggeligt. Her vil jeg gerne være. Som sædvanligt har jeg efterladt Jorge Patricia og Lucas i Samarkand, men de kommer i aften lørdag. Jeg fik en rigtig god snak med en dame fra Kabul i Afganistan som sammen med mand og 3 små piger ferierede her. De skulle rejse hjem i dag. Felix havde jo overvejet at køre til Pakistan gennem Afganistan den vej der hedder the Wakhan corridor. Jeg havde læst nok om Afganistan til at tænke det er sgu for riski buiseness så jeg spurgte hende om hun troede det kunne gå. Nej sagde hun det er bare for farligt de områder er suicide at bevæge sig i. Han kommer ikke igennem uden at blive kidnappet i bedste fald. Familien havde både Afgansk og Canadisk statsborgerskab og jeg spugte jo så hvorfor dælen de ville hjem til Afganistan og Kabul. Svaret kom promte og meget sigende for hvordan hovedparten af flygtninge formodentlig tænker. ”Kabul er vores by og Afganistan vores land. Hvis vi alle bar rejser hvem skal så være der til at få landet til at fungere igen”. Hun var jurist i det Afganske udenrigsministerium og han var læge. Hvor har hun da ret. Det er så trist så trist som det er gået. Vi havde et dejligt land med skønne skønne mennesker og natur, men vi tror på at det nok skal komme på fode igen. Også uden amerikanerne for hovedparten af befolkningen vil det så på et tidspunkt skal det nok lykkes. Sikke en optmisme og sikke en optimisme i sådan et lorteland. Kabul fungerer hver dag siger hun, men tror nu også de var lidt priviligerede med de jobs. Jeg havde nok forduftet hurtige end en kanin ku løbe hvis muligheden var der. 

Jeg havde en fed fed aften i byen i går fredag. Tog på old Irish pub og fik et par øl og så middag på nabo restauranten, en lokal mads restaurant og fik en steak og råstegte kartofler, en whiskeysjus kaffe og et glas vin og en stor kold øl. Det var umådelig godt. Så gik jeg en lang tur og dumpede ind på Hotel uzbekistans loungebar til en Irish coffee inden jeg sluttede af på Seven Eleven Nightclub. Hmmm ja, men det er åbenbart sådan her nu 3. gang jeg prøver. Virkelig exclusive og for forholdende pænt dyrt. En sjus 50 kr, men så kunne du også være sikker på at mindst 5 flotte flotte købedamer hellere end gerne ville gøre dig selskab. Nå jeg nappede en taxa hjem og kunne ikke med min bedste vilje bruge flere penge end jeg havde gjort og hele aftenen kostede mig 400.000 sum ca. 350 kr. Endnu en oplevelse rigere med Tasjkent nightlife. Men som før sagt, man kunne føle sig total sikker overalt. Her er så fredeligt. Efter at have sovet det meste af formiddagen måtte jeg finde mad et sted og huskede fra aftenen inden at jeg kom forbi en burgerjoint på vejen. Den ville jeg gerne hitte igen og yes der var den. Jeg bestilte en cola og en burger og wouu en burger den smagte så englene sang og jeg bestilte fluks en mere. Det faldt åbenbart i god jord for kokken kom ud og ville gerne forære mig en 3. burger, men der måtte jeg sige nej tak ved hjælp at telefonens translator, men i den grad rose hans burgerfremstillingsevner og han smilte over jhele femøren. Nu håber jeg bare at jeg kan få mit slæng med derned igen i aften så skal de få burgere der sparker røv i den grad.

Jeg kunne godt have taget på sightseing i den gamle by og set flere moskeer, men synes efter hånden jeg har fået nok på den konto og der er alligevel ikke noget der overgår Samarkand, så eftermiddagen gik med at få shinet Suki. Den blev som ny igen. Selv kæden fik jeg renset og givet nyt frisk fedt. Uh det var en god fornemmelse.