Hello Aserbajdsjan!

Jamen bordercrossingen var jo som forventet. Træls og tidskrævende. 2 timer så var jeg igennem og det var en rigtig rigtig varm dag hvor temperaturen lå på 38 – 39 C så jeg kogte hele dagen. Det var rigtig træls at den kære GPS ikke virker længere. Jeg havde fat i leverandøren som meddelte at jeg kunne købe en ny på deres regning. Det var da egentlig meget flot så det vil jeg prøve når jeg kommer til Baku. Jeg havde så åbenbart heller ikke fået downloadet mine off line maps ordentligt fra Google maps så det blev en dag efter kort som i gamle dage. Da godt jeg insisterede på at det ville jeg have med. Et vekselkontor så jeg kunne få lavet nogle Manatter som de hedder her, var ikke til at finde ligesom det også tog en del af eftermiddagen at finde en ATM cachmashine. Nå det lykkedes da. Sgu et mærkeligt land Vi ryger lige 30 år tilbage ifht. Georgien. Nu går der 10 uslidte gamle Ladaer på hver alm. Bil ligesom antallet af hestevogne er markant i vækst her. Jeg har aldrig oplevet magen til interesse for min motorcykel. Den er et regulært tilløbsstykke hver gang jeg stopper. 10 mænd i alle aldre stimler sammen og spørger på et sprog jeg intet fatter af. Med lidt tegnsprog lykkedes det mig da at finde ud af at de vil vide hvad den har kostet og hvor mange kubik den har og slutteligt hvor hurtigt den kan køre og det er det samme de spørger om alle sammen så nu hiver jeg bare telefonen frem og skriver 25.000 US dollar og 1000 cc og den kan køre 230 km/t og så siger de alle sammen nøøøøj på Aserbajdsjansk i munden på hinanden. Men det bliver sgu lidt trættende i længden så jeg prøver parkere hvor der ingen er, men de finder mig sgu alligevel ellers stopper bilerne bare og de stiger ud og kommer. Og så skal de alle sammen have selvfies sammen med den eller endda op og sidde. Der kom endog en fyr der åbenbart solgte Rexona deo. Dåsen han medbragte skulle jeg holde op i luftet samtidigt med at jeg skulle vise thumps up med den anden hånd lidt grineren.

Alle gående og jeg mener alle mænd og store drenge hilser når man kører forbi. Kan nu også blive en anelse trættende. Børnene vinker. Pigerne må ikke kigge så stirrer lige frem nok noget muslimsk selvom det da havde været lidt hygligere hvis det var dem der vinkede. 

Min plan om Camp ground i Sheki gik i vasken. Jeg kunne simpelthen ikke finde den og at spørge om vej er helt umuligt ingen fatter en brik. Tænkte pis nu bliver det en af de der marathon dage igen for hoteller eller  guesthouses så jeg ingen af. Jeg kom så forbi et megahotel og tænkte jeg kunne da godt lige høre om der var plads og jeg ikke syntes det var for dyrt. Udsolgt hmm så mig ud på biken igen da en gut kom rendende fra hotellet og spurgte om jeg var alene. Jaja nå men så kunne måske godt hjælpe alligevel. Hvis jeg ville bo på et af guidernes kamre i et lille anneks ved siden af. Ja fame da hellere end gerne og så kunne jeg det til 90 kr. med morgenmad. Fedt 10-4 napper jeg sgu og så var der bare den fedeste svømmepøl og var der noget jeg kunne bruge så var det en pool lige nu for for satan da hvor jeg har svedt og drukket mindst 10 flasker vand.

Heading for Baku

Jeg fortsatte efter en dejlig morgendukkert og en gang tvivlsom buffetmorgenmad. Fint nok med alle de frugter men hvor er baconen henne? Og spejleæg. De har såån en kombination af omelet med halvdelen tomater iblandet hmmm så goe er tomater heller ikke og et æg er så hårdkogt at det er helt blå indeni. Nå op på hesten og afsted. Igen superflotte veje med kaukasusbjergkæden hele tiden på min venstre side. Det er en kolossal bjergkæde der nu har fulgt mig i mere end 1000 km. byerne Qabala, Ismayilli og Samaxi passeres inden jeg nærmer mig noget der ligner en motorvej. Dog stadig med traktorer og hestevogne. Det var ualmindelig varmt så varmt at det føles som at køre med en megaføntørrer lige i fjæset konstant. Det er virkelig træls at den GPS ikke er konfigureret til de her lande for Maps duer fint men telefonen brænder varm og slukker appen hele tiden og det betyder at jeg skal holde pause og køle den ned hver gang der et sving jeg er i tvivl om. Så en hovedopgave bliver at få det løst i Baku. Jeg valgte et fint hotel denne gang og det er altid en dårlig ide. Det er så fint at det bliver død upersonligt og så føler man sig først som Palle alene verden. De små lokale ikke Booking.com steder er bare så meget hygligere. Men sikke en by 5 mio mennesker bor her og byen er ny for der er projekteret 6 sporede veje med tunneler og viadukter overalt inde selve byen. Og så er det slut med ladaerne. Her regerer Mercedes, BMW og Landrovers i hopetal. Der er nogen der har gysser her det er sikkert. 

Jeg havde booket mig ind på hotel Alba i Projekt Almara, et pænt stykke uden for centrum af byen men et stort hotelresortområde dog i byen. Det var et superfint og helt nyt stort buiseneshotel. Alting fungerer til minste detalje og der er folk ansat til det mindste lille støvfnug fjernere. Fantastisk VIP service. Gratis kaffe te og sodavand og så er der megastore natklubber som naboer. Jeg besøgte en forleden aften. Vel på størrelse med en mindre idrætshal store sofaer overalt mega højt musik og tjenere der bare var klar. Tænkte det her er sikkert hammerdyrt og jeg bliver sikkert røvrendt endnu engang, men nej en øl 20 kr. en drinks 50 kr og et hav af selskabspapegøjer der gerne vil være hyggedyr. jow jow velkommen til Østen. Jeg nøjedes nu med at kigge og snuse lidt til stemningen. Men virkelig anderledes end i lille Danmark. 

Det er sjovt som når man bliver lidt nostalgisk og begynder synes det er lidt træls at være alene og man trænger til lidt god snak så viser der sig altid en lysning. Jeg sad ude på terassen foran hotellet en aften og synes det hele var lidt trist. Så dukkede hotelbossen op en megastor mand med hænder som en gorilla. Og slog på næven. Vi havde hilst tidligere såån lidt uformeldt. Men nu synes han vi skulle have et par sjusser på hans regning så der gik lige et par timer med en 3 heftige Chivas Regal whiskey sjusser og så var humøret back on track igen. Jeg tog en gevaldig tur ind til byen og fik den tjekket godt ud. Den gamle bydel var virkelig smuk og hyggelig. Jeg fik bestilt mig en god bøf med pebersovs og en god flaske rødvin. Den første lidt hjemmevante middag i 5 uger og det var dejligt. Jeg gik en lang tur langs den flotte starndpromenade der bestod af en 500m bred og 5- 6 km lang park med træer, buske, blomster og tivoli lign. forlystelser som karuseller og legepladser til børnene og masser af isbarer. I det fjerne så jeg hvad der lignede et oplyst tegneserie billede af en masse mennesker sort/hvide stå på såån en himmellignede trappe. Den måtte jeg hen og se og det viste sig at være en trappe hvor hvert trin var oplyst i sin fulde længde som var vel 50 m og vel 250 trin op. Det så helt vildt ud på afstand for menneskene på trappen var bare sort/hvide. For enden af trappen var en stor plads med et gammelt tårn. Det var et mindesmærke for faldne soldater i Azerbajans tjeneste. Væk fra tårnet var en ny vej helt specielt oplyst. Det var en mindevej på faldne soldater i krigen mod Armenien i 1990. Hver soldat havde sin marmormindetavle med et litografi af ansigtet på ca 50 x 50 cm og en marmor mindesplade med fødsels- og dødsdato vejen var vel 5 – 800 m lang. Det var helt vildt som de ærede de soldater. Det var virkelig godt jeg fik taget den tur ind til byen ellers ville jeg have syntes her var lidt tamt.

• 

• 

Kurs mod kazakstan

I morgen står den på afgang fra Baku. Jeg skal have fundet et skib der kan fragte mig til Aktau i Kazakstan. Det bliver en udfordring har jeg ladet mig fortælle af nogen der har gjort det før. Først overhovedet at finde stedet og få købt en billet skulle i sig selv være en udfordring. Dernæst vente på skibet gider sejle for det gør det først når det er fuld og så må man bare vente. Der går historier om folk der har ventet i op til en uge. Overfarten er 30 timer i bedste fald og bliver det dårligt vejr sejler de ikke da skibene slet ikke er bygget til den slags sejlads. Meget betryggende ikke. Ligesom man ikke kan købe noget ombord det er ikke passagerskibe. Man må således selv sørge for forplejning og det anbefales ikke at købe kahyt da det forlyder være en ret klam svedkasse så brug dit liggeunderlag til dækket. Det har vi jo prøvet før ikke Lis, Anton og Mona 😊 Nå lad os nu få facts på bordet og se hvor slemt det bliver.

Status Azerbajan

Suki 11.300 km. på tælleren og dermed ca 8700 km hjemmefra. Det er ikke lykkedes mig at finde en GPS ej heller en telefonholder men et sæt høretelefoner til Google maps så kan telefonen blive et køligere sted og brænder ikke varm lige med det samme og så må jeg lytte mig til vejvisningerne indtil TOMTOM begynder fungere igen. Det er sgu godtnok træls men fred være med det.

Nå Azerbajan. Tjaaaa hva skal jeg sige. Absolut ikke mit favoritland, kæmpe forskel på landet og Baku ligesom 2 forskellige verdener og det helt udtalt vest for baku ladaer og hestevogne og et liv som i middelalderen og Baku topmoderne metropol der i princippet syner mere futuristisk end nogen anden europæisk storby. Dog med et stænk af den østcharme som der trods alt er, med vandpibelugt og mystiske små cafeer hvor mændene drikker deres Chai te. De er pivstole af deres land og nationalister så man tror det er løgn. Her siger man ikke noget dårligt om landet det er sikkert. Jeg tror jeg ville kunne lide landet bedre hvis ikke der hele tiden er så fucking varmt 35 – 38 C uafbrudt, kun lige de sene nattetimer er til at holde ud. Så lige her til allersidst: gik en tur for at finde en restaurant her den sidste aften og på vejen gik jeg forbi nogle superflotte bygninger som jeg ville fotografere men bedst som jeg tog telefonen frem bremsede en bil hårdt op og ud sprag 2 hærdebrede politifolk som på lokalsproget voldsomt fik mig forklaret at det var strengt forbudt at fotofgrafere disse bygninger. Det var govermentbuildings og de ville tjekke min telefon om jeg havde slettet dem. Jamen jeg nåede jo ikke fotografere noget som helst så slap da lige lidt af. Nå sådan er det åbenbart men hvordan faan sku jeg vide det. 

Mod Kazakstan

Jamen tidligt op igen for at få rullet lidt inden det blev for varmt igen. Mod Alat som den nye havneby hedder. Terminalen lå så et pænt stykke uden for byen men var da til at få øje på med de store kraner. Først igennem et tjekpoint med pas, registreringsattest og tjek af bagage og så en umulig forklaring på hvor jeg skulle køre hen i det kæmpeområde. I Horisongruppen havde jeg læst mig til at man skulle forbi lastbilerne og så finde en container hvor de solgte billetter fra. Det gik fint og jeg fandt det hurtigt og stod så i kø med nogle truckere. Jeg sagde Aktau Kazakstan og de nikkede okay. Så på rette vej. Fik købt billet 180 USD for Suki og mig. Nu er det jo ikke en færge men et Ro Ro fragtskib som bare tager lidt mere med så ingen service og cash betaling og ingen kahyt, sov på dækket, 30 timer jo tak. Nå jeg kan jo lide at sejle så no problem. Men hvornår sejler den så? Ja det er der ingen der ved. Den ellers meget flinke billetmand sagde jeg kunne ringe en gang imellem og høre og de havde såmen også et venteområde hvor andre flere gange har camperet i flere dage. Jeg valgte at finde et hotel med aircon for for h….. det var varmt over 40 grader. Det blev så Salyan ca 30 km fra havneterminalen. 1 hotel i byen røv og nøgler og elendig aircon. Jeg tog ud i byen for at finde noget at spise men nej det ku jeg ikke finde. Nå pyt jeg overlever nok men så igen pludselig sker noget godt. Jeg går en tur hen til den lokale købmand for såån nogle har de her i hopetal og hvor er det fedt at se at fucking Bilka og Kvickly ikke har kvalt al nærhed og hygge endnu her. Jeg køber en cola, en pose chips og noget der ligner saltstænger. Det må så være aftensmaden. De vil så gerne snakke men vi kan jo ik forstå hinanden. Han peger på sig selv og siger Azerbajan og så på mig. Arhhh Danemarka  ah ah ah Danemarka Good good good , og så tager han mig i armen og og så skal jeg se hans frugthave bag ved købmandsbutikken og så samler han ellers en ordentlig sæk frugter, pærer, ferskner og blommer som jeg skal have med. Jamen er det ik herligt. De er bare så flinke og hjælpsomme og interesserede. Jeg holdte lidt og forsøgte orientere mig på telefonen hvor hotellet lå. Lige med det samme er der en bil der stopper og gætter at jeg søger et hotel. Og så efter mig og så ellers rundt i byen til han holder uden foran hotellet og peger ”der” jamen det er så utroligt. Jeg tror jeg vil gå så vidt at kalde Azerbajanerne de flinkestre mennesker jeg endnu har mødt i mit liv. Nå konklusion: Her er fint og dejligt men det er nu alligevel en tand for uciviliseret og rodet det hele, men sikke en udvikling en by som Baku er i. Overalt bliver der bygget kæmpehuse, lavet veje og infrastruktur så de er på vej helt sikkert. Bare de ikke mister den nærheds følelse de alle har, for hvor er det det dog nogle sympatiske mennesker generelt. Børnene vinker til dig altid, de voksne hilser når man kører forbi dem og giver hånd i en lind strøm. Det kan man da ikke andet end synes godt om. Dog ikke kvinderne. Her er stadig på middelalderniveau. De må slet ikke kigge på en og så er det man tænker arhhh Der er nu et stykke vej hjem endnu. Good by Azerbajan. Been there done that😊

Sejlturen

Afgang til færgeterminalen 2.gang og jeg render i et par superfriske gutter der er fra Belgien på vej til Mongoliet med en gammel mercer og en gammel bimmer. De var 5 gutter og vi måtte lige koge et par pølser sammen på min cooker og udveksle lidt historier. De var i tvivl om de kunne nå deres agenda hvis ikke færgen ville afgå samme dag så de trak den lidt ørerne og det betød at den var udsolgt da de endelig besluttede sig. Nå de daffede tilbage til Baku og overvejede situationen. Jeg fik mig installeret i ventestuen sammen med nogle enkelte Turkmenere der til skulle til Turkmenbassi. De ville så gerne snakke, men vi kunne bare ikke så det blev næsten 2 dage med gæt og grimasser og en masse grin. Afgang for færgen var fortsat usikker og det jeg kunne få oplyst blev hele tiden udskudt så pænt frustrerende. Men så kom først Tom og Ada fra England med deres medbragte gadekryds af en hund og så dukkede Lucas og Patricia op 2 bikere fra Polen på BMW’ere. Lige såån nogle som mig fedt nok og endelig kom Iliano på hans Vespa. Tejk lige engang Vespanda.com 2 år på kryds og tværs i Afrika på en Vespa scooter. Edermagemig sejt.

• 

• 

• 

Jo dælme så kom Kuan også med hans 2 venner fra Kina som også havde kørt Afrika rundt i en camper og lavet tv til Kinesisk fjernsyn. Alle lige spændte på at komme afsted, men kun Polakkerne og jeg var sikre på at komme med den næste færge da vi var hurtigst til at få købt billetten. 2 dage gik der inden vi endeligt fik go lørdag aften kl. 02.00. Der var en gammel dame i ventesalen der skulle til Turkmenistan. Hun havde siddet ret op og ned i 4 stive dage uden at have spist noget og så blev der kaldt til at dem der havde booket til Turkmenbassi skulle hente deres billetter og så kom hun grædende tilbage og jeg kunne se at der var ikke penge nok til billetten. Det kunne jeg sgu ikke lige bære at se på så jeg stak hende en halvtres dollar. Oh my hvor blev hun da glad. Hun dansede rundt inde i venterummet og sang turkmenske sange. Og jeg var bare hendes yngling. Hun kom den ene gang efter den anden og ville trykke mine hænder. Jaja rolig nu no problem no problem sagde jeg bare men hun forstod intet og ville bare blive ved og ved. Det endte selvfølgelig med at de andre Turkmenere og så ville vide om jeg var meget rig. Jeg tror dog det lykkedes mig at forklare dem at det var jeg altså ikke.

Endelig endelig var det afgang så ombord på færgen og så troede vi jo det var afsted men nej nej en ting ad gangen her det tog ca 8 timer at få den færge lastet med lastbiler og så stor var den alt så heller ikke. Kl 07.00 var der afgang. Jeg havde ikke booket en kahyt for tænkte at det bare var en svedekasse så helere min liggeunderlag på dækket og sove der men mine nye kinesiske venner synes bestemt ikke jeg skulle ligge der og sagde at jeg skulle komme ned i deres kahyt hvor der var 4 sovepladser og de var kun 3. Jo tak så da og det var faktisk rart at få sovet i en alm seng bare lige en enkelt nat efter de 3 røvdage i venterummet. Men sikke en røvsyg færge intet ku man købe, maden var sammen med besætningen rigtig øv øv og skibet enen motor duede ikke så turen ville sandsynligvis blive fordoblet i tid åh nej åh nej. Toiletterne virkede ikke og der var en bruser til vel hundrede mand så glem det. Sidste dag her var dag 6 uden brusebad. Kl 8 her mandag nåede vi havnen i Aktau og vi tænkte. Så kan vi endelig komme ud at køre igen. Eg teamede op med de 2 Polakker da vi havde stort set samme planer indtil Kina hvor de vil køre Rusland hjem og jeg fortsætter til Kina. Fedt med lidt godt selskab.

Ikke så let

Helt så enkelt gik det dog ikke. Færgen var klar til at blive læsset af, men så begyndte papir og stempelhelvedet igen. Åh nej, vi blev kastet fra den ene til den anden som så bedst som vi troede nu var vi klar så manglede der et stempel. Jeg takker de højere magter for mine polske venner der kunne en anelse russisk og derfor var i stand til at forstå nogenlunde hvor vi skulle hen og have de manglende stempler. Holy shit efter 6 timer havde de ikke aflæsset en eneste lastbil kun os 3 på motorcykler var blevet frigivet fra skibet hold nu kæft hvor ineffektivt kan noget være. Slutteligt igennem al toldhaløjet så ventede der bare de obligatoriske forsikringer 7000 Kazakpenge vel ca 25 USD og en time senere var vi endelig på vej gennem ørkenen mod Aktau på motorcykel skøøøøntt!