Suki nu 20.000 km. på tælleren og 17.500 km siden Vejen. Oh my We come a long way together the 2 of us.
Endelig blev det tid for Kina. Og jeg begav mig mod Sary Tash en tidlig mandag morgen hvor det er planen at at vi skulle alle mødes til lidt mad inden turen gennem Kina. Klaas og Anne Marie fra Holland i deres Toyota landcruiser og Tina og Dirk fra Hamburg Tyskland i deres ombyggede Fiat Dukato og så Ashim og jeg på motorcykler. Vi havde alle booket Akims Hostel for natten. Et sted i Sary Tash vi tidligere havde boet på i forbindelse med Wakhan Corridor turen. Det er okay, men heller ikke mere. Ashim og jeg fik et fællesrum, men med gennemgang til de andre rum gennem vores rum. Pænt træls da der viste sig at være en del natpissere blandt de øvrige beboere. Så ikke meget søvn til os. Vi rendte dog på en gammel bekendt der. Bekendt og bekendt, men han kendte i hvert fald mig Theo fra Schweitz. Ah Brian I know you!! Hvorfra dog synes ikke jeg kender dig. Jo jo vi har skrevet sammen på facebook og jeg følger din blog. Ahrr okay så ved jeg hvem du er, cool nok med lidt nyt blod.
Næste morgen pakket sammen og kortegen afgang. Vi havde dog fået en ny deltager på Kina Turen. En berømt You-tuber fra Saudi Arabien, men han kom aldrig til aftalt tid. Så vi afskrev ham. Og vi begav os mod grænsen ca 100 km. mod øst. Vi var alle lidt spændte på hvad der ventede os. Turen var umådelig flot nok noget at det flotteste indtil videre. Dog skal der efterhånden noget spektakulært til at imponere os, Men det gjorde det virkelig med sneklædte bjerge til alle sider og himlen var blå og det var så klart i luften og temperaturen skønne ca. 25. grader.
Da vi nærmede os grænsestationen fik vi dog et mindre chok. En enorm lastbilkø og vi havde stort set ikke mødt en eneste på den 80 km lange tur. Vi kørte dog forbi den ca. 10 km lange kø af lastbiler. Vi spurgte hvor længe de havde holdt der, op til 10 dage. Forfærdeligt og vi tænkte mon det er noget der betyder noget for os. Vi kom til grænsestationen ca. kl 10.30. og vores guide var der og var klar. Også Omar vores Saudi deltager var der og en rigtig frisker gut der bare fittede ind i vores gruppe på bedste vis evigt filmene alting som dog hurtigt blev stoppet af de emsige grænsevagter. Nå i kø til X-ray af biler og motorcykler og bagage. Og så i gang med paskontrollen, men så blev det middagspause i 3 timer og vi skulle bare vente. What the fuck is going on, men guiden sagde såån er det bare venner og det bliver meget værre. Nå tiden gik og vi kom videre i systemet. Vi blev placeret i en ventesal mens de gennemgik vores pas. Den måtte vi ikke forlade og det tog så bare 3 timer mere. Hold nu kæft et show. Endelig frigivet her og så mod Kashgar i bus, hvor vi skulle overnatte. Motorcyklerne blev parkeret i toldområdet og klokken nærmede sig 20.00 om aftenen. På vej mod Kashgar var vi igennem mindst 5 tjekpoints med mega ventetid og pas/visumkontrol. Det var ulideligt. Kl. 02.50 endelig hotellet. Ingen mad hele dagen. Så vi havde levet af et par red bull i kinesisk kopiudgave og et par Snickers ligeledes i kinesisk kopiudgave. Ved hotellet ville Omar og jeg bare have mad ellers kunne vi ikke sove så vi gik en tur for at finde et eller andet. Selv om natten måtte vi vise pas til div. kontrolposter i byen. Men vi fandt dog et sted er var ved at lukke og fik resten af deres kyllinger i en plastpose og et par af de klassiske runde brød. Så bevæbnet med plastposer med kylling og en stak servietter satte vi os til at spise foran hotellet, der jo hverken havde en bænk eller noget som helst selv om det skulle ligne et stort internationalt hotel. Men det var uendelig godt og vi trissede til køjs kl. 04.00 om morgenen og skulle afsted kl 9.00 næste dag for toldbehandling af køretøjerne. Oh my good endnu et cirkus af dimensioner vente vente og atter vente kl. 13.00 var der igen 3 timer middagspause selvom tusinder af mennesker bare venter. Vi nåede dog lige akkurat igennem inden de lukkede hele lortet ned igen. Og kunne køre de 90 km. tilbage til vores hotel i Kashgar. Vi fik dog et rigtigt godt måltid sammen og var efterhånden en rigtig fed gruppe efter alt vi havde været igennem sammen, og humøret var højt og vi hyggede os og glædede os til at se byen.
Det var så skuffende. På hvert eneste gadehjørne politi og politi og atter politi. Selv når man gik ind i en gågade igennem scanner og bodykontrol. Det var helt sygt som mennesker blev overvåget i hoved og røv, tilsyneladende uden at gøre vrøvl. Vi spurgte Karim vores guide flere gange hvad faan er det for noget? Men han sagde at folk var glade fordi økonomien var meget bedre end i gamle dage og levestandarden så meget forbedret så befolkningen var tilfredse med Regimets/regeringen i Beijing. Jeg tror han var decideret bange for at sige noget negativt om styret. Vores deltager i holdet Klaas fra Holland havde dog researchet en del på Kina og specielt Xinjiang provinsen og han kunne fortælle en ganske anden historie som i den grad skræmte os alle sammen.
Provinsen Xinjiang er oprindeligt befolket af Urguer som er muslimer fra Kirgisistan Tadsjikistan og Kasakhstan og Mongoliet. De har deres eget sprog egen religion og levevis som bare ikke tolereres af kineserne lidt ala Tibet området. I dag bliver alle der modsætter sig systemet sat i lejre uden kontakt med familien. I dag sidder der ca 120.000 urguer i disse lejre og ingen tør sige noget som helst negativt om styret! Alt, enhver bevægelse er overvåget, børn bliver fjernet fra muslimske familier og sat i opdragelseslejre for deislamisering og andre bliver tvangsflyttet til andre dele af Kina ligesom andre dele af kinas befolkning tvangsflyttes hertil for at gøre befolkningen mere homogen det siges at over 15 mio mennesker er tvangsforflyttet enten den ene eller anden vej. Selv salget af benzin er reguleret så de ved hvem der køber hvor meget benzin. Benzintankene er bemandet med vagter og bomme og ikke engang vi kunne uden en speciel tilladelse som vores guide havde få lov at tanke.
Jeg har aldrig i mit liv set så usympatisk et styre som det her. Ingen har pas og prøver du det mindste så er ud i lejrene. Shit hvor er det dog modbydeligt at behandle folk sådan. Disse informationer havde Klaas fra eksil urguer der var lykkedes med at komme væk og han havde virkelig sat sig ind i det land han skulle besøge. Jeg kan kun sige hvor skal vi dog være glade for vores land og vores demokrati. Jeg lover hermed aldrig mere brokke mig over vores land og vores system.
Nå vi skulle afsted næste dag ad den legendariske Karakoram highway mod Pakistan og sikke en tur. Hvor var det flot bjergtinder på 7.750 meter lige ved siden af og smuk smuk kørsel ad fantastiske veje. Men så pludselig igen et tjekpoint og vente vente i umindelige tider. Vores overnatning var i Tashkagoran en lille flække ca. 100 km før Kunjerap og den Pakistanske grænse. Vi kom ved 9.00 tiden om aftenen og var røvsultne da vi ikke havde haft pauser overhovedet bortset fra tjeck pointene så over gaden en lille kineserjoint som kunne fikse lidt mad og for søren da en middag de kunne stable på benene. Det var så forrygende god mad og mere end nok af det så skønt. Vi var blevet yderligere forsinket af at Omars BMW havde brændt sin dynamo af og jeg måtte slæbe ham til det nærmeste værksted. Inden havde jeg dog sikret mig at det både blev filmet og fotograferet fra flere sider at Suzukien slæbte afsted med en næsten ny BMW hehe 😊
Nå et bilbatteri og vi var kørende igen.
Tidlig morgen og nu var det tid for exit processen for Kina og igen et mareridt af evindelig kontrol. Vel ca 2 timer inden vi blev frigivet til at kunne køre mod Pakistan og dermed også farvel til vores virkelig sympatiske guide Karim. Han havde bestemt gjort sit bedste for at turen skulle gå så smidigt som muligt. Han var bare oppe mod helt urimelige odds med det system. Han talte dog altid positivt om Kina og systemet, men jeg kunne nu godt gennemskue at det var ganske enkelt fordi han ikke turde andet. Nej for et lorte sted hele vejen igennem. Iflg. de kloge skulle det ikke være nær så slemt i de andre provinser, men har de bare 10% af dette her så kommer jeg der aldrig nogensinde igen.
Nå videre af den utroligt smukke Karakoram highway og så den Pakistanske grænse oppe i den 4760 meter høje verdens højeste grænse. Store smil og lige ret igennem. En gang paskontrol og vi var i Pakistan. Sikke en befrielse. Det var ligesom et åg var løftet af skuldrene. Der var masser af mennesker ved den store kinesiske port ala Triumfbuen der markerede passet/grænsen og det var venlige engelsktalende pakistanere der alle ville have selfies med os. Tror aldrig jeg er blevet fotograferet så mange gange vildt, men virkelig flinke mennesker der var så spændte på at høre om vores tur verden rundt. Vi var jo stort alle på den store rundtur bortset fra Ashim der havde Mumbai i Indien som slutdestination så havde alle vi andre større planer.
Karakoram highway i pakistan er helt og aldeles unik. Vi er ellers godt vante med smukke veje men den her slår alt, hold nu kaje hvor var det fantastisk. Jeg har set Grand Canyon i USA men det var vand ifht. det her. Jamen jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det sceneri der kom os møde her. Så fuldstændig utroligt og kæbe tabende. Desværre ikke så mange fotografier fordi jeg skulle slæbe Omar hele vejen 90 km til Sost hans batteri var helt dødt og det at slæbe en motorcykel med en anden i disse bjergegne er ikke for nybegyndere og uendelig hårdt. Mine tur-deltagere har dog lovet at sende mig billeder så mon ikke der bliver nogle jeg kan dele med jer.
Sost kl. 6 om aftenen og indtjekning på Embassy motel i Sost med en mest fantastiske udsigt og lidt god mad hvor var det dog en dejlig fornemmelse at være sluppet ud af det lorteland og være her blandt søde og velmenende mennesker. Thumbs up big time til Pakistan.