Charyn Canyon (Kazak)

Suki nu 15500 km på tælleren og således kørt 13.000 km siden Vejen den 18. juni. Det blev søndag og temperaturen lå her til morgen på 25 grader og perfekt kørevejr. Vi havde planer om at besøge Charyn Canyon som er Kazakhstan svar på USA’s Grand Canyon. Vi havde nævnt vores planer for The Almaty bike team og de ville gerne køre med os derud ca. 200 km stik øst. Kl 10.00 her søndag mødte der således 5 bikere med et par tøser op på hotellet klar til at rulle mod Charyn canyon. Nu er det jo ikke lige tøffedrenge på deres Kawasaki Ninjas og Yamaha MT 07, Honda Fireblades og Hayabusa Sukies. Så dealen var at de bare kørte og så kom vi andre tøffende efter. Jeg gjorde dog et helhjertet forsøg på at hænge på og havde det ikke været for de nye offroad dæk kunne jeg godt, men den gik sgu ikke max. 150 kmt. Så begyndte det hele at woble som kørt jeg i ren sæbe og det var ikke nok til at hænge på dem. Fuck de kørte stærkt, men så ventede de bare en gang i mellem bl.a. for et lille dinerbreak. Det var mega hyggeligt at være sammen med de gutter, masser af skæg og ballade og god snak og sikke da et udflugtsmål. Det var mega stort og spektakulært at se. Henad 18.00 tiden ville de til at vende snuden hjemad og ville finde et godt sted at campe for natten. Vi havde provianteret lidt i supermarkedet så vi havde nuddelsuppe og kaffe og kiks. Så vi fik teltene sat op og sad bare og nød solnedgangen. Sikke en dejlig dag. Fed kørsel, gode venner og et view ud over the canyon mens solen gik ned og igen stod op, ikke en lyd bortset fra et par store ørnelignende fugle og et par kaniner og en lysende klar nattehimmel med de klareste stjerner. Fantastisk.

Vi fik drukket morgenkaffe og ville mod Kakarol i Kirgistan. Godt 200. km, men vi havde jo en af de berømte bordercrossings som jo sædvanligvis varer et eller andet sted mellem 1 og 4 timer. Det tog ½ time fedt nok, men så røg vi også bare på lorteveje af værste kaliber 50 km ren grus med masser af huller så max fart 20 kmt. Og det er bare så træls. Alting ryster fra hinanden også dig selv. Men så fandt vi et lille nice spot ved en flodbred til en kaffepause og efter det blev vejene superfine, men så kom regnen omens vi bevægede os pænt meget opad og det blev også hyle koldt. Ved 18.00 tiden nærmede vi os Kakarol som var noget nær den eneste by i radius 100 km. Vi har jo Ashim der altid er topforberedt så hen havde tjekket div. overnatningsmuligheder og vi tjekkede ind på det hyggeligste lille guesthouse og fandt også et sted at spise. Og langt mere fancy end vi havde turde håbe på. Et sjovt koncept et stort rum med 5-6 restauranter, men med fælles spiseområde så vi fik 6 forskellige menukort alle på engelsk også og så kunne vi vælge fra hvilken restaurant vi ville bestille fra. Så forretten fra en lokal, hovedretten fra en mexicansk og kaffen fra en italiensk. Sgu da ret smart faktisk. Hjem på hostel og så i kanen. Og efter en nat i telt på ret ukomfortabelt underlag sov vi alle som små børn. Åh det var dejligt.

Slut ordene fra kazakstan er skrevet, men søndagsturen med gutterne gjorde da ikke mit indtryk af Kazakhstan mindre positivt tvætimod. De har det godt her og er mega gode til at være sammen med hinanden. Altid i en venlig tone og med en god joke i ærmet. Man hilser altid med hånden og tager den anden med også. Så det bliver et varmt dobbelt håndtryk. Jeg kan virkelig godt lide de mennesker. De virker virkelig bundsympatiske med gode holdninger til livet og og så politisk/religionsmæssigt er de særdeles afslappede og fornuftige. Det er jo russere i bund og grund og selvfølgelig stolte af det og ikke ubetinget Putin fans, men sund skeptiske overfor systemet. Sgu meget lig vi danskere. Et herligt land kan jeg roligt sige. Det eneste jeg gerne ville var et lidt mere smil ala Thailand.